På arkivet har vi lige modtaget et håndskrevet brev. Det sker selvfølgelig ofte, men det her er specielt ved, at det er en indkaldelse til – vel en slags torskegilde i Ødum sogneråd – Ligningsmyndigheden fra 1930.
Sagen drejer sig om fastsættelse af statsskat og formueskat.
Et meget høfligt brev. Men alligevel, hvis vedkommende ikke møder til fastsat tid, er der ikke mulighed for forhandling om størrelsen af beløbet.
Dengang havde ligningskommissionens medlemmer meget lokalt kendskab til borgernes indkomstforhold, alle kendte jo hinanden i de små sognekommuner.
Der har sikkert været megen misundelse og nidkærhed ind imellem.
Når vi ser TV avisen nu om dage, er det jo rystende at høre om milliarder af kr. i fejludbetalinger fra skattevæsenet til personer langt væk fra Danmark, man kan godt få det indtryk, at der overhovedet ikke er styr på nogen ting.
En ting mere, brevet er håndskrevet med en flot håndskrift, man kan virkelig fornemme at det er gjort med omhu.
Et dejligt minde om de gode gamle dage
Herluf Nydam