En køretilladelse fra 1973

Arkivet har i 2020 modtaget en sjov ting fra 1973. Sidst på året 1973 var der oliekrise i Danmark, og regeringen indførte bilfrie søndage for at spare på olien, så hver søndag fra den 25. november til 10. februar 1974 var det ikke tilladt at køre i privat bil om søndagen.

Man kunne få en køretilladelse, hvis man skulle på vigtigt: arbejde i det offentlige, på sygehuset, chauffører og andre vigtige ting.

Et påbudsskilt med teksten tilladelse til kørsel
A4-ark med den trykte tilladelse til Hans Jørgen Olesen

Vi har fået en køretilladelse fra Hans Jørgen Olesen, Hadsten og ikke bare tilladelsen men også nummerpladen fra den Volvo 544, som han var den heldige ejer af på det tidspunkt. Han beholdt den faktisk i 27 år.

gl. sort nummerplade til bil
Nummerpladen på Volvo 544.

Alle havde en eller anden oplevelse i forbindelse med de bilfrie søndage. I mit tilfælde førte det til, at vi sammen med nogen, der boede tæt på, oprettede en kortklub. Vi spiste sammen og spillede whist. Vi kom nogen penge i en kasse, som blev brugt til en årlig udflugt. De bilfri søndage holdt op, men kortklubben bestod i mange år.

Mange dejlige ture blev det til, i årenes løb.

Det er mærkeligt at tænke på, at for 47 år siden var vi ret overbeviste om, at verdens oliereserver var tæt på at slippe op, og at vi godt kunne se i øjnene, at om 47 år var det absolut slut med at køre i bil på benzin.

Og så har vi lige oplevet at alle lagre flyder over med olieprodukter af alle slags, og benzin er faldet med 25 %, bare fordi, der er en influenza pandemi, der hærger verden.  Det kan godt give stof til eftertanke.