Det er en selvfølge at åbne for sin vandhane og tage sig et glas rent vand, og de færreste tænker over, hvor vandet kommer fra.
Der er lang vej, fra vandet bliver hentet op fra vores grundvand, til det kommer ud af hanen. Først gennem grundvandspumpe og råvandsledning, så gennem filter og rentvandstank, derefter gennem pumper der sender vandet ud, og sidst gennem hovedledninger og stikledning, inden det kommer til vores vandhane.
Da jeg var dreng i begyndelsen af 1950-erne i Tobæk Mølle, var der blevet installeret vandværk, og der var kommet en vandhane over vasken, men få år før var der kortere vej, da foregik det ved pumpen, når der skulle hentes vand eller bruges vand til vask.
Da jeg kom i lære ved smeden i Ødum i 1964, havde alle gårdene på landet egen brønd og eget vandværk, og jeg husker, at der stadig var enkelte mindre landbrug, der havde den gamle håndpumpe, og husker stadig de mange brønde man skulle ned i for at reparere vandværket. En af de brønde jeg frygtede mest at komme ned i, var brønden ved Oluf Sørensen på Røved Nedergård. Den var en dyb murstensbrønd, jeg mener, at den var 28 m dyb.
I brønden var monteret en stempelpumpe, en pumpe med motor og remtræk, som trak en stempelstang ned gennem det lange rør ned til stemplet, som sad lige over vandoverfladen, de ca. 20-25 m nede, og en vinter, hvor det var galt, skulle jeg ned i brønden. Det foregik på den måde, at en stige bundet til et tov blev hejset ned i brønden og den anden ende af tovet blev bundet fast til vores varevogns kofanger.
Jeg stod på stigen med et tov om livet, som gårdens karl havde fat i, heldigvis en stærk karl, mens mester, Gunnar Sørensen, bakkede hen mod brønden, og jeg og stigen strøg nedad. Der var bare det, at der var is på gårdspladsen, og bilen kurede så meget, at jeg måtte op på de øverste trin af stigen, for ikke at ryge med ned i vandet, som stod i brønden.
Våd, det bliver man, når man skiller stemplet ad nede i brønden, for så kommer alt det vand, der står i rørene ovenover, men operationen lykkedes, der kom ny pumpelæder i, og der var vand igen på Røved Nedergård. Senere blev et borerør sat ned i brønden og brønden fyldt op, og et moderne vandværk blev monteret.
I Ødum by havde hver gård og hus også sin egen brønd, indtil driftige mænd gik sammen for at få fælles vandværk i 1938. Helt præcis den 13. januar 1939 blev den første bestyrelse valgt, det var Gårdejer Poul Knudsen fra Kirkely (Ødum torv 5), Brugsuddeler Niels Henriksen, Boelsmand Peter Jensen Sørensen (Ågårdsvej 4), Teglværksejer Ejnar Hansen og Vognmand Andreas Mikkelsen (Andreas var gift med Lærerinde Sonja Mikkelsen og boede på Ødum Skole).
Tilbuddet, byen fik på vandværket, lød på 13.700 kr. for vandværksbygning, ca. 2 km. hoved- og stikledning, pumpe og hydrofor. Fredag den 24. april 1939 blev der lukket vand i rørene, her var det også en stempelpumpe der blev anvendt, og alle 20 forbrugere, som var tilsluttet, underskrev lånet på de 16.000 kr., som var blevet optaget i Sparekassen for Randers og Omegn.
Det første års vandafgift blev sat til 47 kr. + 2 kr. pr. hane, man havde installeret.
I 1941 kom der også vandklosetter til Ødum, og for et sådan skulle man betale 9 kr. i haneafgift.
Jeg husker, at i 1970 da vi havde købt hus i Ødum, gik Bernhardt Bagger fra BetteØdum rundt og opkrævede vandafgift, jeg mener det var hvert kvartal og det kostede 11 kr. hver gang. Den kvartårlige opkrævning blev afløst i 1972 til helårlig betaling, og nu på Giro.
Gennem tiden har der været mange forskellige løsninger på, hvordan vandet blev afregnet, lige fra datidens haneafgift, til faste priser for gård, ejendom eller hus, optælling af dyreenheder mv.
I 1957 steg vandprisen med 50 procent, da der skulle samles ind til en udvidelse af vandværket i 1958, og de vognmænd i Ødum, der havde mere end én bil, skulle betale 10 kr. yderligere. I 1960 kom yderligere en afgift oven i, nu skulle man betale 20 kr. om året, hvis man ville vande have, og senere blev der pålagt et gebyr på 50 kr. hvis man havde et svømmebassin (jo, det var der nogen der havde).
Det var et værre bøvl at få fastsat priserne, så i 1974 blev der på generalforsamlingen besluttet, at det var bestyrelsen, der fastsatte prisen, uden generalforsamlingens godkendelse.
I 1989 blev Ødum Vandværk pålagt at forsyne Røved med vand, så der skulle udbygges med pumper mv. og prisen reguleres. Der blev indkaldt til ekstraordinære generalforsamlinger, jeg husker, at der var over 50 der mødte op. Den 26. april 1989 skrev Århus Stiftstidende, ”Slut med 50 års fred om vandet” og de havde ret, det blev nogle turbulente år.
I 1994 besluttede man, at inden året var omme, skulle alle have deres forbrug målt med en vandmåler.
I 2000 fik vandværket fra kommunen et pålæg om at forbedre forsyningssikkerheden, da vi kun pumpede fra én boring. Vi søgte dengang Århus Kommunale værker om nødforbindelse, Amtet og kommunen var indblandet, og det endte med, at vi flyttede boringerne ud på marken og fik langt større forsyningssikkerhed.
Nu står vandværkerne igen over for nye udfordringer med nødforbindelser og indvindingsbeskyttelse, som der kun er forbrugerne til at betale.
Så pas på vandet, så det forbliver en selvfølge, at man kan åbne for vandhanen og tage sig et glas rent vand.