Tak til alle jer, der besøgte Lokalarkivet i lørdags, og som dermed fik mulighed for at se nogle af de særegne arkæologiske fund, der er gjort i vores lokalområde. Ud over de markfund (bl.a. stenøkser og en lerkrukke) som arkivet selv har, havde Herluf Nydam Jensen udstillet sine mange bemærkelsesværdige fund fra Hadsten området.
Gik du glip af Arkivernes Dag, har du altid mulighed for at komme på besøg inden for arkivets åbningstider:
Tirsdage kl. 14.30 – 16.30
Torsdage kl. 10.00 – 12.00
Og så til en anbefaling
Lokalarkivet var så heldige i lørdags at få besøg af skoletandlæge Jørgen Kjær, som i sin egenskab af forlagsredaktør og forfatter var så venlig at forære os et signeret eksemplar af bogen “Detektorhobby – kulturarven vi deler med hinanden”.
En inspirerende bog med et flot billedmateriale og spændende tekster om den efterhånden ret udbredte hobby, som også vores egen Herluf Nydam Jensen bedriver. Bogen er en fornøjelse at læse og bladre i, ikke kun for entusiaster, men også for generelt forhistorisk interesserede.
Bogen kan købes hos forlaget Motorploven, lånes på dit lokale bibliotek – eller nu også – læses på Hadsten Lokalarkiv!
Forlaget Motorploven, et lokalt Hadstenforlag, har eksisteret siden 1999. Herfra er også udgivet mange fine fotobøger omkring emner som veterankøretøjer, bilkirkegårde og benzinstationer m.m. Flere af bøgerne er forfattet eller redigeret af Jørgen Kjær.
En stor anbefaling fra Lokalarkivet skal lyde, at arkivets følgere ønsker sig bøger fra Motorploven i julegave.