Der var engang, hvor ordet storvask kun blev brugt i én sammenhæng, og det var, når husmoderen i hjemmet havde store vaskedag. Det er mange år siden, nu vasker man stort set hver dag i en fuldautomatisk maskine, der klarer vasken uden husmoderens (eller mandens) fysiske kraft.
I min barndom var storvask noget, der kunne mærkes i hjemmet, der var næsten nerver på. Fra morgenstunden blev der tændt op i gruekedlen ude i bryggerset, for der skulle meget varmt vand til, og meget af tøjet blev nærmest kogt for at få det rent. Sådan kom det også til at dufte godt. Meget af tøjet havde ligget til vask længe, så duften kunne godt være lidt anstrengt.
Lige efter krigen kom der mange nye ting og hjælpemidler til på mange områder. Et hjælpemiddel, jeg husker rigtig godt, var et stort skrummel af en vaskemaskine på hjul, som en kreds af borgere i Lyngå og omegn havde anskaffet. De havde købt maskinen i fællesskab for at lette det hårde arbejde med at skure på et vaskebræt og vride alt tøjet op for det tunge vand.
Den her maskine kunne der fyres i bunden af, og der var motor på, så tromlen drejede rundt, så tøjet blev gnedet godt igennem. På bagenden af skrumlet var der en vride-maskine, som man kørte tøjet igennem. Om der også var motor på den, kan jeg ikke huske. Ved siden stod skyllevand i en stor zinkbalje.
Maskinen var som sagt på gummihjul og stod i en garage inde i Lyngå, hvor man så kunne hente den efter aftale med de andre brugere. Man skulle nok bestille nogle dage før.
Vi havde dengang fået en ferguson 31, og det var en luksustur at få lov til at hente maskinen i Lyngå. Når hjemkommet skulle der tre stærke mænd til at få maskinen bugseret op af bagtrappen og drejet rundt og ind i bryggerset. Der blev røret til skorstenen sat på, og strømmen blev tilsluttet. Så skulle der fyres op, og bæstet var klar til brug.
Første gang den skulle ind i huset fandt man ud af, at døren til bryggerset var for smal, så hvad så? Ja, man tog en sav og savede det halve af dørkarmen af, så kunne dyret passere og så var der plads til næste gang. Det tog som regel en dag at vaske, og haven var fuld af tøjsnore fra den ene ende til den anden. I dårligt vejr måtte snorene på loftet i brug. Deroppe var det en hel labyrint at finde rundt i, lys var der ikke for meget af.
Der gik ikke mange år før der kom nye maskiner, der var meget mindre og oven i købet fuldautomatiske, så tøjet både blev vasket og centrifugeret og klar til at hænge op.
En dag jeg kom hjem fra skole, spurgte min mor om jeg kunne hente maskinen i Lyngå? Selvfølgelig! Fuld fart på Ferguson’en. Der var bare lige dét, at den var gjort klar til vinteren uden vand på køleren. Resultatet var en hovedreparation af motoren. Da var jeg ikke populær.
Hvad vaskemaskine skrumlet hed, kan jeg ikke huske. Det kunne jo være, der er nogen, der husker bedre end mig? Jeg vil nemlig gerne kende navnet.
Artiklen er første gang trykt i kirkebladet Lyngå-Skjød-Lerbjerg Kirke og Sogn, 2017 nr. 1.