I forrige artikel fortalte jeg om Ågård, som min farbror Niels Møller og Anna ejede og boede i det meste af livet, inden Niels Møller døde i 1981.
Heldigvis skrev farbror Niels sine erindringer om Tobæk Mølle (mit fødehjem) ned, så det han huskede om det ikke gik i glemmebogen, og her er billede og beretningen, som farbror nedfældede det:
Vi ser den store mølledam, som bestod indtil 1935, da den nye vej blev anlagt, den havde før den tid gået gennem gården, samtidig blev vandretten solgt, og dermed ophørte mølleriet.
Niels Møller fortæller:
Mine forældre, Ane Marie og Laurs Jensen Møller, købte Tobæk Mølle den 1. februar 1923 og overtog den 1. marts samme år.
Jeg var på det tidspunkt 11 år, og var meget spændt på, at skulle bo og virke i en gammel vandmølle, og mine forventninger blev egentlig ikke skuffede. Landbruget dertil med sine 79 tdr. land, blev drevet som almindeligt landbrug på den tid med heste, køer, svin, ænder og høns, men det er mølleriet jeg vil fortælle om.
I mølleriet stod to kværne. Stenene målte 48 tommer i diameter og var vel 14 – 15 tommer tykke. Så var der en pillekværn – altså til at lave gryn på, den har jeg kun set i drift en enkelt gang. En valse var der også, den blev brugt jævnlig, idet der var nogle kunder som brugte valset havre til hestene, endvidere en sigte men den har jeg aldrig set i gang.
På det tidspunkt, vi kom til møllen, var der ret god søgning af landmænd, som skulle have deres korn malet. Elektriciteten kom her til området i 1919, men det var jo ikke alle, der fik det lige straks, og jo da slet ikke alle, der fik kværn.
Belysningen på møllen blev også klaret med vandkraft, idet den tidligere ejer, P. Rasmussen, havde anskaffet en dynamo, som blev trukket af vandhjulet. Der stod også en akkumulator på loftet, men den duede ikke, så når vi skulle have lys, skulle vandhjulet i gang, og når vi gik i seng om aftenen, måtte en af os have en flagermuslygte i hånden og ind at stoppe møllen, men det gik såmænd også meget godt bortset fra, at remmen, som trak dynamoen, kunne hoppe af, og så var det hele jo mørklagt.
Som før fortalt, var der god søgning til møllen dengang, og jeg kan huske, at når vi kom fra skole om eftermiddagen, var der altid møllegæster, ikke mindst om vinteren, for så havde landmændene jo bedre tid. Når de havde fået sækkene læsset af, og hestene spændt fra, og de havde fået et foder hakkelse, fulgte landmændene med min far ind i stuen og fik kaffe og en lille cerut. Jeg kan da også huske, der var nogle stykker, som spillede kort med min far.
Det var så en af mine ældre brødre, Anders eller Laurits, der passede møllen.
Arbejdsgangen foregik på den måde, at når kornet var kommet ind forneden i møllen, så blev det vejet og toldet, og med kridt skrevet på nedløbet fra en kværn. Når sammentællingen var foretaget, blev der toldet 4 pund af hver 100 pund som betaling for arbejdet. Det kunne almindeligvis blive til 200 pund om dagen, og det blev betragtet som en ganske god forretning.
Men nu var sækken klar til at blive hejset op til kværnen. Det foregik naturligvis ved møllens kraft, idet man trak i et reb og en mekanisme bevirkede, at sækkene ganske langsomt steg op på loftet gennem 2 lemme, som af sig selv klappede i, når sækken var kommet igennem.
Men det kunne give vanskeligheder med vandkraften om vinteren, idet vandhjulet i streng frost kunne fryse fast, så det måtte løsnes med økser og jernstænger, og ved snestorm fra øst – sydøst kunne afløbsbækken fyge fuld af sne, så hjulet kom i bagvande, og så måtte vi ud med skovlen og grave i sneen.
Den store mølledam kunne heller ikke passe sig selv, da den ret hurtigt ville gro til med grøde. Det var især åkander og andemad, som var dominerende, så hver eneste sommer måtte den ryddes. Det foregik på den måde, at en mand fra Selling, Jens Bertelsen (født i Langskov 1868), sømmede seks vognfjæl sammen til en tømmerflåde, og så havde han en le på en lang granstang, og med dette sejlede rundt i dammen og skar grøden løs. Når så en dag vinden kom i nordøst, drev det ned til vandkarmen. Der stod Jens og tog det op og så kørte vi det i møddingen. Det kunne blive til mange vognlæs.
Samme Jens var kyndig på møllen, det var ham som bildede kværnene.
Fisk var der også i dammen, navnlig ål, men også en del gedder. Jeg husker en gang min broder Anders skød en gedde på 4 pund, vi fangede ål i rusen ved slusen. Det var især de mørke augustnætter, at vi somme tider kunne fange en 20-25 store ål på en nat. De var nu ikke særligt velsmagende, for de smagte af mudder.
I mosen var der et rigt fugleliv. Vildænder rugede og vandhøns var der mange af, og de var ret tamme. Gik man langs dammen en sommeraften, kunne de somme tider være helt nede i haven, og fortsatte man af mosevejen var bekkasinerne i luften med deres gækkende lyd og sankthansormene lyste omkring os.
Men kundekredsen blev mindre og mindre, og min far averterede i avisen, at korn nu kun blev modtaget til formaling hver anden dag, sådan gik det nogle år, men så skete det, at Randers Amts Vejvæsen henvendte sig til min far og ville købe hans møllerprivilegium og jord til en ny vej over mølledammen nord om gården.
Vejen gik gennem gården og har sikkert gjort det siden møllen blev oprettet i 15-1600tallet. Med den stigende trafik skulle vejen nu udenom. Det var også en meget snæver passage, idet der fra hjørnet af kostalden til stuehuset kun var 4 meter.
Så i 1935 blev vandet lukket ud af mølledammen, mølleriet blev slået i stumper og stykker med store hamre, og en ny vej anlagt, og så kan jeg mindes et lille vers, som en poetisk møllersvend med blyant havde skrevet på en bjælke i mølleriet.
Du gamle mølle stadig du går
og ældre du bliver år for år
en gang med tiden stille du står
og aldrig-aldrig mere du går.
Den 15.2.-1975. Niels Møller, Ågårdsvej 6, Ødum
Ja, således skrev min farbror Niels Møller fra Ågård, og godt at erindringerne er gemt.
Teksten blev også bragt i Hadsten Kommunes Lokalhistoriske Arkiv og Samlingers Jubilæumsskrift gennem 10 år 1970 – 1980
Niels Møller har også skrevet om, hvad han har fået fortalt om Tobæk Mølle, men det venter vi med til næste artikel.