Hvem sidder dér bag skærmen…?

Sangen “Jens Vejmand” er der nok flere af os, der kan huske, men hvem var Jens Vejmand?

I 1901 gik Jeppe Aakjær (1866 – 1932) på vejen mellem Herning og Holstebro, og her mødte han en fattig stenhugger, der sad og huggede sten. Jeppe Aakjær gav ham en mønt, og udgiften skrev han ind i sin lille lommebog.

I 1905, nok da han bladrede i sin lommebog, kom han i tanke om stenhuggeren og skrev versene om Jens Vejmand. Jens, som stenhuggeren hed, var døbt Jens Nielsen i 1832 og døde i året 1901.

Komponisten Carl Nielsen (1865 – 1931) og Jeppe Aakjær kendte hinanden, og i 1907 skrev Carl Nielsen den velkendte melodi til Jens Vejmand.

Rasmus Vejmand, stenhugger i Hadbjerg

I vores del af landet hed stenhuggeren Rasmus Nielsen, og han boede i Hadbjerg.

Rasmus Nielsen, eller Clemmensen, var født 1834 i Ødum og opvokset i Spørring. Han var søn af Niels Christensen og Sidsel Rasmusdatter. Hadsten Lokalarkiv oplyser, at han var træskomager i Ødum, indtil han flyttede til sin datter. Rasmus Nielsen var gift to gange, sidst med Kirstine. Rasmus og Kirstine havde fælles bopæl i Selling.

Ved folketællingen i 1906, boede han ved slægtningene Thomas Kristian og Maren Kirstine Jensen, på matr.9h i Hadbjerg. Rasmus vejmand døde den 2. april 1911. Han blev kaldt Jens Vejmand eller Clemens.

Teglværksmedarbejder, stenhugger og træskomand

I Ødum var der også en stenhugger.

Det var Niels Nielsen, født 26. marts i 1873 i Bramstrup og gift med Emma Helene Sørensen, som var født 6. juli 1875 i Vorup. De bliver gift i Rud Kirke, 29. april 1896 og bosætter sig i Hallendrup. Ægteparret får efterfølgende børnene Marius, Ejnar, Kirstine, Aage, Karen og Julie, alle født i Hallendrup.

Efter at familien er flyttet til Ødum, får de børnene Viggo, Dagny og plejebarnet Peter.

Niels Nielsen arbejder på Ødum Teglværk.
Herunder ser vi Niels Nielsen som stenhugger. Hvordan stenene senere blev omsat til vejfyld, ved jeg ikke, og om stenhuggerne også var med som vejmænd, er mig usikkert, og hvem lønnede dem for at hugge sten?

Niels Nielsen og Emma købte, og bor, i ”Skorstenen”, Ødum Torv 7, efter at der havde været mejeri i bygningen i mange år. Dengang stod en stor skorsten op ad gavlen mod syd, så i folkemunde blev det til “skorstenen”.

Ud over at være teglværksarbejder og stenhugger ernærede Niels Nielsen sig også som træskomand. Niels Nielsen dør den 23. august 1841 og Emma bliver boende i ”Skorstenen” frem til sin død 18. august 1958.

I 1948 er sønnen Aage blevet gift med Meta og de overtager huset efter forældrene. Aage er murer og samtidig driver parret gartneri, hvor Ødum Torv 6, 8 og 10 nu ligger.

Niels og Emmas anden søn Viggo er blevet gift med Metty, og de bor også i huset, hvor Viggo ernærer sig som træskomand og teglværksarbejder.

I 1953 byggede Metty og Viggo hus i “BetteØdum”, Ødumvej 20.

Ud over at fortsætte faderens arbejde med træsko og træskostøvler, arbejdede Viggo på Ødum Tegl i mere end 25 år. Jeg husker som dreng, at når Viggo blev omtalt, var det som Viggo træskomand.

Jeg husker også, at når jeg var med deres søn, Niels, hjemme efter skoletid, stegte Metty det bedste panerede flæsk, jeg havde smagt.

På billedet ovenfor ser vi Viggo Nielsen slide på teglværket. Det var et slæb først at stable de våde sten i ovnen, og så senere gå ind i den varme ovn og hente de brændte sten ud.

Amtsvejmand Poulsen

En anden ”Jens vejmand” er Rasmus Poulsen, som ses på billedet herunder.

Her er det Kurt Villy Svendsen, der lægger det fine postkort til af Amdrupvej 2 i Ødum. Gavlen med skorstenen til højre i billedet er
smedjen, der dengang lå hvor Ødumvej 28 i dag er bygget.

Rasmus Poulsen blev født i Spørring 1846 og flyttede til Ødum i 1855. Han blev senere, i 1886, gift med Dorthe Sofie Pedersen.
Rasmus Poulsen er i folketællingen registreret som amtsvejmand og graver ved Ødum Kirke.

Dorthe Sofie var født i Halling i 1846 og døde i 1925, og Rasmus Poulsen døde i 1940. Begge er begravet i Ødum.

Bette Morten

Den eneste vejmand, jeg selv husker fra før i tiden, var ”Bette Morten”. Det var Morten Pedersen, som jeg mener boede på Mejlbyvej 8, men er dog lidt usikker på det, da det også var der, Hans Køling startede en UnoX tankstation.

Hvornår Marie og Hans Køling kom til Ødum, ved jeg ikke. Det eneste jeg kan huske, er, at når autoværnet på begge sider af ”dæmningen” skulle males, fik jeg lov at hjælpe til.

Det, jeg kalder “dæmningen” er det stykke vej fra Ødum mod Selling, eller omvendt, som løber forbi Ødumvej 10 (min fødegård). “Dæmningen” kaldtes det, da det var opfyld, der dæmmer op for den store mølledam, som var der frem til 1936.

Her er det undertegnede fotograferet i 1948, med autoværnet langs ”dæmningen” i baggrunden. Der gik nu nogle år, inden jeg kom til at male autoværn sammen med Bette Morten. I november 1970 blev autoværnet skiftet ud med beton. Jeg husker det tydeligt, fordi jeg på en køretur på vej fra Hadsten fik det ene hjul af folkevognen ud i rabatten, mistede herredømmet og bragede ind i det nye betonautoværn. Det kostede et par sting, og forsikringen betalte for en ny forende til min VW 1200.

Alle de sten…

Og alle de sten, som stenhuggerne sled for at lave, blev så kørt ud på vejene. Her er det vejmænd, der arbejder på at gøre Teglværksvej farbar omkring 1950. Ud fra billedet at dømme, skal der godt nok hugges mange sten, og så med håndkraft!

Ovenstående artikel er trykt første gang i Høstbladet, november 2023. Forfatteren Martin Møller har siden sendt os en opfølgning på artiklen. Læs den her:

Opfølgning på Jens Vejmand
Af Martin Møller

I november nummeret, hvor jeg skrev om stenhuggerne, stillede jeg spørgsmålet ” hvem aflønnede dem?”

Jeg har fået hilsen fra Evald Trangbæk i Selling, som fortæller, at ham bekendt var det vognmændene der købte de huggede skærver, iflg.  nedenstående fra 2003, som Evald nedskrev, for at huske hvad hans far fortalte.

Evalds far, Anton Trangbæk, som kom fra Vester Bjerregrav ved Viborg, var født i 1905.
Han fortalte, som 98-årig, Evald om dengang han var ung, og heldigvis skrev Evald det ned. Anton fortalte blandt andet, at der ingen arbejde var at få sidst i 1920’erne og i en del af 1930erne, men ude langs markerne lå virkelig mange og store bunker sten, som bønderne havde indsamlet. Hvis man kunne slå skærver af dem, var der penge at tjene.

Ifølge Evalds far, var der mange, som ikke kunne holde en dagløn ved at slå skærver, da det var hårdt arbejde.