‘Nybyggerne’ er titlen på en artikel, som min gode, nu afdøde, ven Niels Christian Pedersen skrev til bogen Østjysk Hjemstavn i 2001. Jeg vil her bringe et uddrag af Niels Chr. Pedersens artikel, da det nu er hundrede år siden, nybyggerne tog fat.
Artiklen beskriver den store forandring, der skete i Lyngå sogn fra 1922 og mange år frem. Det var det år, hvor der blev oprettet over 35 nye husmandssteder på Volstrup og Favrskov.
Det var godset Frijsenborg, der afgav jord til de nye bebyggelser. Årsagen var et kompleks af love vedtaget i 1919. Godset ejede de 2 gårde Favrskov og Volstrup. Fra Volstrup blev udstykket 10 ejendomme, fra Favrskov 25 ejendomme og 5 i Galten sogn.
Det var målet at oprette ejendomme, der kunne brødføde en familie, uden at familiefaderen skulle tage lønnet arbejde ved siden af driften af ejendommen. Dette var meget almindeligt på små ejendomme på 5-7 tønder land. De nye brug blev over dobbelt så store og til de fleste var der et stykke eng ned til Lilleåen, hvor der er ret sikker græsning i tørre perioder, men våde år kunne godt være problematiske.
Byggeriet af ejendommene var underkastet regler for størrelse, materialer og pris, men det var staten, der satte lån i bygningerne og jorden, også efter indviklede regler.
De nye husmandsfamilier var unge og arbejdsomme
De nye ejere var unge mænd og kvinder, der havde tjent på gårdene, indtil de havde lyst til at stifte familie. Mange havde tjent på adskillige gårde som pige i huset og karle på gårdene, en del havde også været på landbrugsskole og på højskole.
Der var ikke særlig stor opsparing, så rigtig mange startede med selv at bygge hønsehuset, og flytte ind i det, så var de tæt på byggepladsen og kunne passe de få dyr, de havde med til stedet. Der var en del, der havde en kalv eller ko med fra det seneste sted, de havde tjent. Det var starten på den kommende besætning.
Det var dygtige unge mennesker, der var vant til at bestille noget, og de havde en målrettet drøm om, at projektet skulle lykkes.
Niels Christian Pedersen skriver: Nybyggerne blev ikke modtaget med åbne arme. Der var nogle i sognerådet, der frygtede, at de unge mennesker ikke kunne klare det økonomisk og måske blive en belastning for kommunekassen.
Politisk frygtede Venstre, der var klart dominerende, at der var mange Radikale blandt tilflytterne. Det Radikale parti havde præget den nye Jordlov meget.
Jeg begyndte i Lyngå skole i 1949, og rigtig mange af mine skolekammerater kom fra de nye ejendomme på Volstrup og Favrskov. En af mine bedste kammerater, Svend Åge Sørensen, kom fra den 1. ejendom på venstre hånd på Rækkevej. Forældrene flyttede dog senere til Lyngå, hvor faderen blev kontrolassistent. Svend Åge og jeg fulgtes ad til realskolen i Hadsten og vi ses stadig til skolejubilæum mindst hvert 5. år.
Vi drenge brugte telefonen flittigt dengang til at være enige om regnestykkerne. Svend Åges forældre havde en partstelefon, så der kunne tit høres andre stemmer på linjen, når den anden ville ringe op.
En svær økonomi og mere end ét job
Der blev arbejdet hårdt med de nye landbrug, og ikke mindst de nye husmødre lagde et kæmpe arbejde på stederne. Der kom jo også ret hurtigt børn til, men det betød ikke, at mødrene fik fri. Det daglige arbejde skulle stadigvæk gøres. Det må være mærkeligt at høre om barselsregler nu om dage. En barnevogn imellem roerækkerne var normalt på den tid.
Økonomien var ikke altid nem at klare. Den store landbrugskrise i 1930erne var rigtig svær. Så kunne husmanden være heldig at få en mælketur, var det en stor hjælp til økonomien.
Niels Christian skriver, at hans far kørte mælk til mejeriet om morgenen, og om eftermiddagen bragte han brød ud fra bageren i Hadsten.
Niels og Jonna overtog ejendommen Broholm i 1948 efter Niels’ forældre, og i 1952 købte de Hedagergård i Lyngå, som næsten var nabo til Nydamsgård. Derfor kom vi til at kende hinanden rigtig godt.
Der er ingen tvivl om, at rent samfundsmæssigt var det et fantastisk tiltag, der blev taget med oprettelse af Husmandsbevægelsen. Det gav sammenhold i familien, og alle vidste, at det gjaldt om at hjælpes ad for at få økonomi og familieliv til at hænge sammen.
Men udviklingen kører jo hurtigt, så allerede i starten af 1960erne kan det ikke rigtig hænge sammen at drive så lille et landbrug og muligheden for at få et godt betalt udearbejde, fik mange husmænd til at sælge besætningen og leve af lønindtægten – 40 blev det til. Nu er alle ejendommene blevet til attraktive familieboliger, med eller uden jord, men meget attraktive.