Swotpøls mæ fjætgröwe å serèb – Erindringer fra Ødum

Sortpølse (blodpølse) med fedtegrever og sirup var altid på bordet, når der blev slagtet gris på min fædrene gård. Nok en spise, som de fleste af os ikke spiser i dag. Jo, måske til julefrokosten. Udtalen i overskriften, stammer fra Den Jyske Ordbog, og jeg tror, den svarer godt til sproget, som vi talte på landet i begyndelsen af 1950’erne.

Ja, hvor kom vores mad fra dengang, og hvor kommer den fra i dag?

Dengang jeg var barn på landet, kom det meste af maden fra gårdens egne produkter. Når det var slagtetid, kom hjemmeslagteren, Jens Cristian Jensen fra Ødum, cyklende, en gris blev trukket ud i gården og slagtet. Det måtte vi børn ikke overvære. Først efter at grisen var død, måtte vi være med.

Efter at blodet var løbet ned i en balje, som der konstant blev rørt rundt i, for at blodet ikke skulle størkne, kom der rugmel mv. i, og så blev det til sortpølse. Grisen blev nu hevet over i et stort trækar med kogende vand, kogt i gruekedlen, hvorefter børsterne blev skrabet af grisen, inden den blev hængt op på en stige og parteret. Ja – voldsomt lyder det, og så ud, men sådan var det.

Efter slagteren havde grovparteret grisen, blev stykkerne lagt ned i store zinkbaljer og båret ind i køkkenet, hvor min mor og tjenestepigen stod klar til at overtage. En del skulle hakkes, og det foregik på hakkemaskinen spændt fast på kanten af køkkenbordet, og trukket med et håndsving.

Det er svært at forestille sig, hvis det var i dag, at en hel gris, delvis parteret, skulle lægges op på bordet i et moderne samtalekøkken – jeg tror de fleste foretrækker at gå i supermarkedets køledisk, når der skal mad på bordet i dag. 

Afsted til frysehuset

Når grisen så var parteret, blev kødet båret i kælderen og lagt i et stort saltkar. Noget blev hakket, noget blev til medister, noget blev sendt til røgning, og noget blev brugt til pålæg. Her kan jeg huske, at tungen og nyrerne blev kogt, og at jeg ikke kunne li` det! Der blev kogt rullepølse og lavet leverpostej, og jeg kan huske, at hovedet blev kogt og kødet pillet af og lavet til sylte. Alt blev brugt!

Det, som ikke blev saltet og som ikke kunne opbevares i kælderen, blev frosset. Efter kødet var pakket, blev det lagt i baljerne igen, blev læsset bag på traktoren – før 1952 på hestevognen – for at blive kørt til frysehuset i Spørring, en bygning som var bag Spørring Hotel. Her havde de forskellige brugere/andelshavere et aflåst rum i det store fælles frostrum. Nøglen til frysehuset kunne man hente på hotellet. Jeg husker, at det var et uhyggeligt sted at komme. Mørkt og uhyggeligt koldt, og sæt nu den store tunge dør klappede i!

Jeg ved ikke hvorfor vi brugte frysehuset i Spørring, men det må være det, der passede bedst. I Ødum har der ikke været frysehus. I Selling var frysehuset i en bygning bag det gamle forsamlingshus, som efter frysehusets lukning brugte det som lagerrum. Det gamle frysehus er i dag privatejet (se foto ovenfor).

Først langt op i 1950’erne fik vi køleskab og dybfryser derhjemme, og det må havde været ret nyt dengang, da der i 1958 stadig var 3.000 fællesfrysehuse i drift i Danmark. 

Varm mad kl. 12

Hanekyllinger blev der også slagtet, når der skulle kyllingesteg på middagsbordet. Det skete kun om søndagen, for det var ikke hverdagsmad at få kartofler, sovs og kyllingesteg med agurkesalat. En høne mistede også hovedet indimellem, og den blev der kogt suppe på, og kødet kom i tarteletter.

I min barndomstid spiste vi altid varm mad om middagen, altid to retter og altid kl. 12, når karlen og min far kom ind fra marken og inden, de skulle i marken igen. Efter maden og et lille hvil blev der serveret eftermiddagskaffe kl. 1. Til aftensmåltidet blev der altid serveret rugbrød og pålæg, måske et spejlæg og måske en rest fra middagsmaden. 

Da jeg startede i skole, kunne jeg ikke nå at cykle hjem og spise i spisefrikvarteret, som mange gjorde, og ”varm mad skulle barnet jo have…”. Så mine forældre lavede en aftale med min skolekammerat Arne’s forældre, som boede i Ødum. Aftalen blev, at jeg kunne spise ved dem. Det gjorde jeg, så vidt jeg husker, et langt stykke tid, men på hvilket tidspunkt den varme mad blev flyttet til aftensmåltidet derhjemme, må stå hen i det uvisse.

Hverdagsretterne

Af de retter vi spiste dengang, husker jeg blandt andet stegt flæsk, mest saltet og røget indimellem – det saltede kom fra saltkarret, og det røgede hang på loftet i et klæde, efter det var kommet fra røgeri. Også medister, karbonader, frikadeller og altid kartofler til med hvid eller brun sovs. Jeg husker koteletter eller karbonader med grøntsager og hakkebøf med løg og altid kartofler og brun sovs var menuerne, der blev serveret om søndagen.

De røde oksebøffer, og helst med rødvin til, som vi kender i dag, var ikke noget vi kendte til dengang, og vi var et stykke op i 1960’erne inden der kom rødvin på bordet derhjemme.

Kartoflerne var hverdagsspise, og i 1950’erne spiste hver dansker 95 kg om året. I dag er det kun ca. 40 kg, men grøntsager som gulerødder og porrer var også en del af hverdagsmaden, og stuvet hvidkål kom også jævnligt på bordet.

Så var der dage, hvor der var hvidkålssuppe eller grønkålssuppe, også med kartofler i. Vi fik sylte til, og når der var kogt suppe så kunne det godt være, at det var på menuen et par dage i træk. Der var også dage, hvor den stod på grød som rismelsgrød, byggrød, æble-vandgrød eller risengrød og dage, hvor vi fik kærnevælling med stegt saltet flæsk til. Jeg husker også, som vi så i Matador, kødrand med ærter, som lærer Andersen ikke kunne tåle og så alligevel tog et ordentligt stykke af, det var en af de retter, vi fik ind imellem.

Oven på den første ret fik vi så æblegrød, rabarbergrød, stikkelsbærgrød eller sødsuppe med en klat rismels- eller risengrød i fra dagen før. Citronfromage og budding husker jeg også, men det var vist kun om søndagen, det var på menuen.

Jeg husker ikke, at vi dengang fik krydret mad, udover boller i karry, og jeg tror ikke at der ud over karryen, blev brugt andet end salt og peber. 

Fisk fik vi også, vist ugentligt, når fiskemanden kom rullende med sin bil gennem gården. Når fiskene var købt, gjorde fiskemanden dem rene bag i varebilen, og hoveder og indvolde blev smidt ud på gårdspladsen til kattenes store fornøjelse.
Ugentligt kom også slagter Knud Pedersen fra Hadsten gennem gården, og jeg husker engang, han sagde til min mor, at hun skulle huske at købe leverpostej, for der var lever i, i dag! Gad nok vide, hvad det ellers kunne være lavet af?

Bager Møller fra Spørring bageri, kom også ugentligt. Ved bageren kunne man nogle gange få en stor kasse daggammelt wienerbrød for to kroner, det var lykken. Derudover kom også ostemanden forbi.

Før færdigretterne

På det tidspunkt eksisterede ordet færdigretter slet ikke. Der var ikke poser i Brugsen med frosne grøntsager osv., men en sæk kartofler og en sæk gulerødder kunne man få, så al mad skulle laves fra bunden. Kartofler, gulerødder, ærter, hvidkål, rødkål, rosenkål osv., som gården var selvforsynende med, blev høstet. Som jeg husker det, blev kartofler og gulerødder lagt i kuler, altså lagt ud på jorden, og dækket med halm og jord, for senere at kunne hentes ind i løbet af vinteren.

En del blev opbevaret i det gamle mølleri sammen med kålhovederne og kasserne med de ny plukkede æbler. Græskar og asier blev også høstet, og så blev der syltet, og alt kom på glas. Når hindbær, stikkelsbær, jordbær osv. blev plukket, så skulle der både syltes og henkoges, og jeg husker, at det ofte foregik i dagevis. 

Nye tider

Maden som blev lavet hele min barndom, var vel for det meste det, som der altid var blevet lavet, for der kom jo ingen, eller kun få input gennem reklamer, aviser og senere fjernsynet. Men jeg har læst, at efter at slagterierne kom med deres slogan “Gris på Gaflen” i 1957 og også delte opskrifter ud, begyndte tiderne at ændre sig, og det må den vel også have gjort derhjemme, uden at jeg husker det specielt godt.

I 1966 da Axel og Konrad i tv-køkkenet tonede frem på tv for første gang, begyndte man at kunne se mad, som man ikke kendte i forvejen, da meget af det, de viste, var inspireret af retter fra fjerne himmelstrøg.

Nu om dage i vores travle hverdag, er meget af det mad, der spises delvist frost- og kølevarer og måske færdigretter fra supermarkedernes køle-/frysediske, som også bugner af alle former for kød i et utal af forskellige pakninger – krydret, røget, saltet, marineret, kogt og ferskt, men vel også tilberedt af friske varer, da der stadig er både grønthandlere, fiskeforretninger og slagterforretninger, som har friske forsyninger på hylderne, og netbutikker, som bringer de friske varer lige til døren.

Idéer til nye retter til hverdag og fest hentes på internettet og i de utallige kogebøger, der er på markedet i dag, så gode ideer til dagens menu får vi masser af. Der kommer input gennem de bunker af reklamer og tilbudsaviser, der kommer væltende ind gennem brevsprækken, og især gennem fjernsynet, som sender programmer, hvor der laves mad både tidlig og silde.

Fastfood og mad udefra

Mad udefra kendte vi ikke meget til i min barndom, og det eneste jeg husker, der kom udefra var isen til dessert, når der skulle være familiekomsammen. Isen blev leveret i en kasse med tøris for at det kunne holdes koldt.

Pizza har vi kendt i rigtigt mange år, siden 1980-erne, da pizza kom til Danmark. Jeg tror, at i dag spises der mere pizza end stegt lever, så nye tider vinder frem. Også take-away vinder mere og mere indpas, men jeg tror dog, at det er en mindre del af danskernes måltider, endnu, men tiden ændrer sig meget og Sushi, Kinesisk, Græsk, Italiensk og Thai-mad vinder mere og mere indpas. 

Fastfood kom på danskernes læber for første gang i 1977 og før den tid, var det vel kun smørrebrød, fra Ingas Smørrebrød i Selling, man kunne hente og tage med hjem. (Jeg må hellere skrive: så vidt jeg husker!).

Den første færdigret jeg husker, er ”Lørdagskylling” fra Danpo, en bakke med en parteret kylling med krydderier, lige klar til at sætte i ovnen. Den kom på markedet i 1982, og den er blevet så flittigt brugt, at den først blev taget af hylderne i 2006.

Ud over en hotdog fra Max`s pølsevogn i Hadsten kendte vi ikke meget til Take-Away i 1960.

_{Artiklen er skrevet af Martin Møller (tidl. Ødum) og den blev udgivet første gang i Høstbladet 2015.}