Vi befinder os på Tangdalsgården i Lyngå – måske omkring 1970-1975. Gården ligger lige nedenfor Lyngå Kirke, tæt på bækken eller Lyngå Å, som den kaldes nu.
Det er Axel Winther med torvegrisen og handelsmand Kjær fra Laurbjerg, der er i gang med at fastsætte prisen på en 30 kilos gris.
Der er sikkert 10-12 grise mere inde i stalden, da det var normalt at handle det antal eller flere ad gangen. Handelsmanden havde nok en køber klar et andet sted i området. Han flyttede grisene til en anden stald, hvor de blev fedet op til en slagtevægt omkring 80 kg og sendt til slagteriet.
Handelsmanden tog et gebyr for at flytte grisene og få pengene hjem til sælgeren.