Den 29. september er det Mikkelsdag, det er der nok i dag ingen der bemærker, men tilbage i 1700-1800 tallet var det en skelsættende dag i Danmark. Ude på landet var der ingen tvivl om, hvornår det var Mikkelsdag og tid til at fejre høsten, både derhjemme og i kirken.
Mikkelsdag var dengang i høstens tegn, og dagen hvor man fejrede, at høsten var overstået. Det var også ”skiftedag”, nemlig den dag gårdenes ansatte havde lov til at skifte arbejde og flytte til en anden gård, når sommerens og efterårets arbejder var overstået. Man pyntede kirkerne med korn og frugter og holdt høstgudstjeneste, som vi også gør i dag.
Mikkelsdag var oprindelig en helligdag i den katolske kirke, og havde dog ikke nogen formel funktion knyttet til kirken. Derfor blev den afskaffet som helligdag i 1770 sammen med flere helligdage fra dengang.
De gamle helligdage beholdt imidlertid funktionen som skæringsdage, hvor bestemte arbejdsopgaver eller begivenheder helst skulle være overstået eller påbegyndes. Flere steder kan læses, at møget på møddingen skulle være kørt ud på markerne og at vinterafgrøden også skulle være sået inden Mikkelsdag.
Jeg husker i min barndom, i Tobæk Mølle, at høsten var noget alle så frem til, så afgrøderne kom i hus. Høsten foregik med selvbinder, hvorefter negene blev samlet op og sat i sæt.
Tilbage til min bedstefars tid i Tobæk Mølle, var det ikke gårdens heste, der var spændt for selvbinderen, for gårdens heste skulle ikke spændes for sådan et apparat,. Han lejede derfor heste til at trække ”apparatet”. I høstens tid dengang, var familien, tjenestepige og karle alle i gang med arbejdet. Negene skulle sættes i sæt og senere køres ind i laderne, som vi havde to af i Tobæk.
Vi har nok dengang sunget, ”og nu går det hjemad med det allersidste læs – rev vi marken let – det er gammel ret – fuglen og den fattige skal også være mæt”.
Og så kom vi til høstfesten. Høstfester fra før husker jeg ikke, men der er vel ikke Morten Kork film, hvor der ikke er en vældig høstfest i, og alle får hinanden. I dag, tror jeg, de store folkelige høstfester er forsvundet, men så må vi jo selv gå og synge, ”Marken er mejet og høet er høstet…”.
Jeg husker ikke, at der i 50-erne var Høstfest, men i 60-erne og 70-erne blev der holdt nogle store høstfester i forsamlingshuset. Her kom alle gårdmændene og deres familie, deres karle og piger. Dengang kunne der være mange fra hver gård, og det var altid sjovt og festligt. Alle medbragte selv mad, oftest smørrebrød fra Inga, og drikkevarerne kunne selvfølgelig købes i forsamlingshuset. Der var altid kun brændevin, øl og sodavand, som også blev solgt i rigelige mængder. Når der blev dækket op i salen, var det lange borde på bukke og lange bænke uden rygstød. Stole var ikke en del af forsamlingshusets inventar.
Dengang har vi nok også syntes, at smørrebrød var dyrt! Her ses et udsnit af bestillingssedlen fra 1961. Smørrebrødssedlen findes på Lokalarkivet i Hadsten.
Når spisningen var forbi, blev der gjort klar til dans, bænkene kom ud langs væggene og bordene kom ud, og så gik det løs, når det lokale ”byorkester” tog fat. Som der står i sangen Marken er mejet, ”slutter høsten altid med et gilde og en dans.”
Ved høstfesterne skulle der også ske lidt andet end dans og musik. Et år skulle de pæneste mandeben kåres, og tre mand, heriblandt Julius Mortensen skulle stå på hver sin stol og så rulle sin bukseben op over knæet. Kvinderne skulle så vælge, hvis ben var pænest.
Julius vandt, hans ben var helt hvide, han havde lange underbukser på!