Mejeriet i Lyngå (Brolund kaldet) ligger i dag i et hul, og der var da også megen diskussion om, hvor det skulle ligge i 1887. Men forklaringen på placeringen er meget simpel, idet mejeriet skulle betjene landmændene både i Skjød og Lyngå, så der var en stejl bakke ned og stejl opkørsel til begge hold ejere fra de to landsbyer.
Det har nok også været ret nemt at finde vand i området på det lavt liggende areal.
Mejeriet blev bygget i 1887 – driften kom i gang 3. juli samme år. Produktionen på mejeriet har sikkert været baseret på smør, som på det tidspunkt var en efterspurgt vare og ret hurtigt kom der en indbringende eksport i gang til England af landbrugsprodukter. Den tid var starten på den store landbrugsproduktion og eksport i de næste hundrede år.
Efter 11 år besluttede landmændene i Skjød, at de ville have deres eget mejeri. Afstanden til Lyngå kan have spillet en rolle, eneste transportmiddel var jo heste og bakken i Lyngå var og er enorm stejl, og det har ikke været bedre, at det var grusvej.
Så i 1898 skilles parterne og mejeriet i Lyngå kører videre. Leverancerne af mælk var i en årrække 3 millioner pund mælk og topper i 1930 med 5,5 millioner pund mælk.
I midten af 1930erne sker der noget voldsomt ikke med mejeriet, men med vejen og tilkørslen, idet der bliver anlagt en ny stor landevej i bunden af Lyngådalen. En kæmpedæmning med en bred landevej, der er højere end de ellers store mejeribygninger. Der bliver lavet en ny adgangsvej på siden af dæmningen, som nu er den eneste adgangsvej til mejeriet.
Under dæmningen bliver der bygget en tunnellignende underførsel til Lyngå å eller bæk, som vi i sin tid kaldte den. Om sommeren forsvinder vandet næsten, men om vinteren og foråret er der masser af vand i bækken. Når der om foråret var godt vejr, var det store nummer, når vi kom fra skole og havde gummistøvler på, at prøve at gå igennem tunnellen uden at få vand i støvlerne. Det lykkedes aldrig, så utallige gange er vi kommet hjem med våde sokker.
På mejeriet var der unge mennesker i lære som mejerister. De var der vel i et par år og rejste videre. Under opholdet var de meget aktive i byens ungdomsliv og kiggede sikkert efter de lokale piger. I det hele taget var der mange flere aktiviteter i byen dengang. I brugsen var der også unge mennesker i lære + alle medhjælperne rundt på gårdene.
Derfor var der stor aktivitet i det nybyggede forsamlingshus, der blev indviet under stor festivitas i 1896. Huset blev brugt flittigt af de mange foreninger, der var i byen for over 100 år siden – nævnes kan gymnastikforening, foredragsforening, skoleidræt, afholdsforening, sognerådsmøder samt alle mulige fester for omegnens beboere.
Tilbage til mejeriet. I starten var der ikke bygget bolig til mejeribestyreren – den kom noget senere (første billede uden bolig og med kirken i baggrunden). Først i 1910 blev der bygget en bolig til bestyreren, så i 23 år boede bestyrer-parret på loftet over mejeriet sammen med mejeristerne.
Efter anden verdenskrig er der megen aktivitet i landbruget og tanken opstår, at det nu aldrende mejeri kunne trænge til en afløser. En gruppe landmænd på Hadsten egnen beslutter, at de vil bygge et nyt mejeri, som kommer til at ligge på hjørnet af Hammelvej og Skanderborgvej.
I Lyngå er der absolut delte meninger om dette tiltag. Ca. halvdelen af leverandørerne er for det nye mejeri, og den anden halvdel er arge modstandere, så bølgerne går højt til vinterens kaffegilder rundt om på gårdene i sognet. De, der før var fine venner, kunne nu pludselig ikke tåle at se hinanden. Modstanderne besluttede at drive mejeriet videre og havde held til det – jeg tror faktisk det gik rigtig godt.
I november 1962 blev Brolund lagt sammen med mejeriet i Bøstrup – man skulle i hvert fald ikke til Hadsten. Bygningerne blev solgt til trævarefabrikant Leo Hansen Nr. Åby på Fyn, som indrettede bygningerne til trævareproduktion. Han solgte til møbelhandler Viggo Jensen fra Halling. Viggo Jensen solgte allerede 1. juli 1967 til Karen og Niels Levring Madsen, der producerede træstykker til Benzens Børstefabrik i Hadsten.
På Nydamsgård var der en del store ahorntræer da vi flyttede ind i 1970, nogen af dem blev fældet og stammerne solgte jeg til Niels Levring. Vi kørte dem selv ned til Brolund og under aflæsningen kom min tommeltot i klemme imellem to stammer. Det resulterede i en meget sort negl, og det gjorde mega ondt. Det varer 3 mdr. 3 uger og 3 dage, for en drægtig griseso, før den farer, er det nøjagtig ligeså lang tid, det tager før neglen er groet ud igen; I kan jo selv prøve efter.
Denne produktion varede til Børstefabrikken i Hadsten lukkede i midten af firserne, om Niels havde andre aftagere ved jeg ikke, men Niels blev derefter ansat som kirkesanger ved Lyngå, Skjød og Lerbjerg kirker. Vi har mange gange lyttet til Niels kraftige og gode stemme i Lyngå kirke.
Herluf Nydam Jensen