Den gamle gymnastik protokol

Den gamle protokol blev fundet i 1990 af tømrermester Hans Johnsen i forbindelse med, at der blev lagt nyt tag på Ødum Forsamlingshus, som jo tidligere var Ødum Skole.

Gymnastikprotokol for Ødum skole

Under arbejdet fandt Hans bogen og tog den med hjem, og har heldigvis nu 30 år senere, fundet den igen. I forbindelse med at Brugsen i Ødum blev solgt til OK, blev det besluttet, at nogle af pengene fra salget skulle bruges til et nyt tag på forsamlingshuset, og likvidations udvalget fik arkitekt Gert Madsen fra Vissing til at udarbejde et projekt, som håndværkerne kunne komme med en pris på, og det blev tømrermester Hans Johnsen, der fik arbejdet, som startede op i slutningen af august 1990.

Her ser vi tømrermester Hans Johnsen ”Vibegården” Mejlbyvej 21, da han en eftermiddag i efteråret kom med bogen.

Bogen har været meget fugtig og bærer stærkt præg deraf, sider er falmet, men heldigvis kan de fleste læses.
Efter aftale med Hans er bogen overdraget til Hadsten Lokalarkiv.
Det var først i 1814, at gymnastik blev indført i skolerne som et fag, faget var tiltænkt både drenge og piger, men blev i 1828 indskrænket til kun at være for drenge, og først i 1903 blev det genindført for piger. (Ovenstående er læst i ”Den store Danske”)
Gymnastikprotokollen for Ødum Skole er ført fra 1892 til 1900, og er en registrering af, hvornår der har været gymnastik, hvem der har været fraværende, og hvad deres karakter var.

Registrering af yngste klasse i Ødum Skole.
Registrering af yngste klasse i Ødum Skole.

Her ser vi et udsnit af bogen for den yngste klasse, juli, august og september i 1892. Som det fremgår, står øverst datoerne for de dage i hver måned, der skal være gymnastik, og det er ca. hver anden dag, og udendørs. Da der i flere dage ikke har været gjort gymnastik, f.eks. for juli på grund af regnvejr, og på grund af ”Lærerens stemme dårlig” som der står, og i august og september har der også været mange dage med regnvejr.
Nederst på siden står ”Grundet paa uheldigt Vejr i Forbindelse med Lærerens Helbred er ingen Øvelser afholdt i Oktober Maaned”

Hvad drengene så lavede i de timer, og hvad pigerne lavede når drengene lavede gymnastik, må vi nok gisne om.
Karaktererne, som ses yderst til højre, ligger meget jævnt med g (godt) og mg (meget godt).
Det øverste navn, Anton, må have været min oldefars lillebror, født i 1882. Så han har været 10 år dengang, og det ser ud til, at han har klaret sig ”meget godt”.
Protokollen er på 48 sider, og ikke alle sider kan bringes her, men på flere står mange ting, som ikke ligner, det vi kender i dag.

Her lidt af det der er skrevet i bogen:
I 1893 er noteret følgende: ”Paa grund af daarligt Vejr og Børnene møde med Træsko paa, er ingen Øvelse afholdt i Resten af Oktober Maaned”
I 1894 noterede man følgende: ” Forsømmelserne i September og Oktober måneder skyldes Lærerens daarlige Stemme paa Grund af forkølelse. Flere Dage mødte ogsaa Drenge paa Grund af daarligt Vejr med Træsko paa.
I 1896 var også aflysninger, og her står skrevet: Med Skolekommissionens Tilladelse afholdes ingen Øvelser.Paa Grund af Lærerens daarlige Helbred Resten af Sommeren.”
I 1897 var den også gal, her er noteret: Paa Grund af daarligt Vejr og Lærerens daarlige Hals afholdes ingen Gymnastiktimer i Oktober Maaned.”
Heldigvis ser det ud til, at lærerens helbred blev bedre, for i resten af bogen er der ingen aflysninger af gymnastiktimerne.

I bogen findes også bestemmelser, hvilke remedier der skulle være til rådighed for gymnastiktimerne. Om der også har været sådanne remedier til rådighed i Ødum, kan man godt tvivle på, så har skolen i hvert tilfælde skaffet sig af med dem, inden jeg begyndte i skolen. Når vi var ude i gymnastik timerne, sprang vi længdespring i en ”sandkasse” på legepladsen, spillede rundbold o.l. på legepladsen.

Skolen havde dengang nogle spyd og et par diskos, så når dette skulle bruges, traskede vi ud på Peter Sørensens Mark, der hvor Amdrupvej 4c og 4d i dag ligger, hvor vi så lavede spydkast og diskoskast.
Jeg husker ikke vi kom i gymnastiksalen, og gymnastiktøj var der ikke noget der hed. Det var, hvad man havde på den dag, man lavede gymnastik i. Som det kan ses i bogen, har der været gymnastik i alle måneder af året, så ferie må der ikke have været, og når man søger efter ferie kan man læse i ”Videnskab.dk” at ”Bondebørn kendte ikke til fritid,” børn på landet havde aldrig fri, og når de ikke gik i skole, arbejdede de. De passede husdyrene, arbejdede i marken eller gravede tørv, og man forstår godt, at drengene ikke kunne have gymnastik, når de mødte i træsko, måske som dem her på billedet.