Forord
Soldatertiden husker man hele livet, og især de mange positive og sjove oplevelser, man havde sammen med kammeraterne, kan kaldes frem i hukommelsen på et splitsekund, mens de mere sure oplevelser hurtigt bliver glemt!
Det helt rigtige forum for soldaterhistorier er helt klart sammen med dem, man har haft oplevelserne sammen med …eller for dem, der selv har været i Kongens Klæ’r; for alle andre kan det være noget af en prøvelse at være tvangsindlagt. Da jeg stort set ikke har haft kontakt med mine soldaterkammerater siden hjemkomst fra genindkaldelsen, er det mest for min egen skyld, at dette kapitel er blevet nedskrevet. Måske også for at give mine ”efterkommere” mulighed for med tiden at kunne dykke ned i, hvad jeg oplevet gennem livet. Nu er det i hvert fald skrevet, så nu er det op til den enkelte, der får muligheden!
Ser I, dengang jeg var soldat
…. da var der soldater til!
Det skal nok passe, men jeg levede ikke helt selv op til postulatet. En rigtig mønstersoldat blev jeg ikke – nok mere den bløde mellemvare; eller sagt på en anden måde: lysår fra den barske jægersoldat! Men jeg var (for det meste) en loyal, lydig og pligtopfyldende soldat, der som en lille hund gjorde ”alt” for at gøre mine foresatte tilfredse med mig. Set i bakspejlet kom jeg helskindet og glad gennem min værnepligt og havde det stort set som ”blommen i et æg” i samvær med en flok rigtig gode soldaterkammerater.
Velkommen til Bülows Kaserne i Fredericia!
Jeg var på session i Hammel sidst i 1957; jeg kan ikke huske detaljerne fra den seance bortset fra, at jeg blev valgt til fodfolket og senere blev indkaldt til Jyske Fodregiment, også kaldet 7. regiment, i Fredericia. ”Fodtudser” var af mange betragtet som nogle, der bare skulle være ”kanonføde” i tilfælde af krig; ikke særligt betryggende fremtidsudsigter, men det blev jo heldigvis meget sjovere og positivt at være ”tudse”! Vi skulle møde i eksercitsbygningen på Bülows Kaserne på Øster Voldgade den 2. september 1958 kl. 12, hvor regimentschefen Oberst F. B. Larsen bød os velkommen med en lidt svulstig tale, og vi mærkede straks, at vi nu var underlagt kommando fra befalingsmænd af forskellig rang og fra nu af bare havde at holde ”kæft, trit og retning” døgnet rundt.
Vi fik vist den belægningsstue, vi skulle bo i de næste 4 måneder, mens vi gennemgik rekrutskolen. Der var 8 stk. 2-etagers køjesenge på stuen og jeg fik anvist en af underkøjerne. Der lå en stabel ”sengetøj” på briksen, som vi senere skulle undervises i at rede ud på den hårde tangmadras på reglementeret vis. Vi fik også tildelt et skab, hvor vi fremover skulle opbevare de få ejendele, vi havde medbragt og ellers alt det, vi fik udleveret i løbet af de første dage.
Vi mødte op i lange rækker udenfor en kælder for at få udleveret 2 uniformer (der lugtede af mølkugler): 1 til udgangsbrug og 1 til daglig brug, et sæt drejlstøj til snavset brug i ”marken”, støvler, sokker og slips, ”seletøj”, stålhjelm, gasmaske, bestik og kogekar med mere. Det var en meget skrap, tidligere befalingsmand, der forestod uddeling af tøj og støvler — i første omgang i størrelse efter mandens hurtigt vurderende blik; hvis man turde, kunne man så senere komme tilbage og få det byttet, hvis han havde set forkert. Så var det tilbage til belægningsstuen og under kommandolignende instrukser placere hele ”gøjemøjet” i det tildelte skab. Man fik udleveret små ”nummerplader”, der senest næste dag skulle sys ind i alt, hvor det var muligt, ellers måtte man skrive sit nummer på seletøj og i støvler m.m..
Klokken 18 blev vi ”inviteret” på aftensmad i kantinen. Ved døren stod et par befalingsmænd og inspicerede om hænder og negle var rene. Var det ikke tilfældet måtte man tilbage til ”logiet” og få det bragt i orden. Vi stod igen i kø i lange rækker med tallerkener og bestik og fik langet en stor portion mad ud på tallerkenerne og blev placeret ved lange borde i den store spisesal.
Rekrutkammerater
Efter at have fået underlag og tæppe placeret på reglementeret vis med tæppet strammet godt og grundigt ind under madrassen, skulle vi arbejde med de udleverede ting om aftenen og få dem placeret i skabet efter instruksen om god skabsorden. Kl. 22 blev vi kommanderet i køjerne, hvor vi trætte efter dagens møje og besvær og nye indtryk ret hurtigt faldt i søvn — og det var godt, for allerede kl. 06.00 næste morgen blev vi med høje råb og støvletramp vækket af en sergent og en korporal, som de næste 4 måneder skulle ”servicere os” eller rettere hundse med os fra morgen til aften. Der var jo også lejlighed til at kigge lidt nærmere på de 15 nye værelseskammerater, og vi fik snakket om modtagelsen og de første indtryk fra vort nye liv som rekrutter.
Det var en blandet flok; de kom fra flere forskellige steder i landet, så det var ikke umiddelbart let at forstå, hvad der blev sagt på de forskellige dialekter. Deres baggrunde var også meget forskellige; der var landmænd, håndværkere, handels– og kontoruddannede og 4 nyudsprungne studenter; allerede på anden dagen var der en af dem, der foreslog, at de 4 skulle tale sammen. Han var i øvrigt fast besluttet på at ville gå officersvejen og gjorde fra start alt for at promovere sig selv over for de overordnede; da han kom tilbage fra sergentskolen, var han vendt på en tallerken og opgav det forehavende. Da vi senere kom i dækningsstyrken, kom vi i samme deling, han som delingsfører og jeg som korporal gruppefører for 7 menige, og vi havde et rigtig fint og godt samarbejde. Jeg har i øvrigt mødt han flere gange efter hjemsendelsen, dels havde Birgitte ham som lærer i folkeskolen, dels har jeg mødt ham forskellige steder i Århus; vi hilser altid på hinanden med et ”Goddag hr. sergent” og ”Goddag hr. korporal”.
Kadaverskilt
De følgende dage gik det over stok og sten med bl.a. registrering, lægetjek og fotografering. Vi fik også udleveret et ”kadaverskilt” – et metalskilt som skulle bæres dag og nat i en metalkæde om halsen – mit ”nye navn” var ”29” eller retter 368229. I skiltet var nummer, navn og land præget ind i metallet og delt i 2 identiske felter, hvoraf det ene i tilfælde af, at man faldt i kamp fortsat skulle være hængt om halsen, mens den anden halvdel skulle brækkes af og afleveres på rette sted, så ens bortgang kunne registres af relevante myndigheder, hvis ”kadaveret” skulle forsvinde helt.
Den første uge gik faktisk godt, bortset fra den lidt barske militære tone – helt smertefrit i meget fint og solrigt vejr. Vi begyndte så småt på eksercits, der er den militære træning under en overordnet kommando i at udføre ens bevægelser, mest set som paradeeksercits: herunder indgår discipliner som march, våbeneksercits og andet.
Eksercits dækker også over begrebet kampeksercits, hvor man trænes i at udføre kampopgaver koordineret i tid og rum.
Den stramme disciplin er simpelthen nødvendig, når man alene eller sammen med større og mindre grupper, skal agere i pressede situationer i felten.
Vi skulle lære at træde an på 3 kolonner, rette ind til højre, marchere i trit og undgå pasgang og i øvrigt huske at al gang foregår i løb! Vi skulle lære at gøre honnør og hilse behørigt på alle overordnede uanset rang, og hvor man end mødte dem.
Plageånder
Chefen for 1. rekrutkompagni var kaptajn Ryg Olsen, en meget høj og flot militærmand af den gamle skole, bredskuldret og rank — jeg hørte engang overfenrikken, der styrede kompagnikontoret, sige: ”Han går sku’ over kasernegården, som om han har et kosteskaft i ryggen!”. Næstkommanderende var premierløjtnanten ”Parade-Ole”, i daglig omtale hans titel blandt rekrutterne og ikke uden grund; han var en ”rigtig” soldat — rå og barsk i sin kommandotone og alle frygtede hans skarpe og undersøgende blikke, når der var udgangsparade lørdag over middag, først på stuen og bagefter i kasernegården, hvor vi var linet op delings vis, og billetten til orlovsbus eller tog var bestilt på forhånd. Så var det ikke sjovt at blive trukket til side til ekstra kontrol af hårlængde, barbering, rene negle og lommetørklæder, pletfri og nypresset uniform, rigtigt bundet slips og blankt polerede og topgejlede sko, inden man slap fri og kunne ile til bus eller banegård! Alle syntes, at han var et rigtig dumt svin — og så kom han endda fra Lerbjerg ved Hadsten.
Længere nede i hierarkiet kom vores delingsfører fenrik Skyum, 2 sergenter og en korporal; det var jo primært dem, vi havde med at gøre; i betragtning af de ”alvorlige omstændigheder”, var de såmænd meget flinke og humane, altså når man bare fulgte deres kommandoer til punkt og prikke og ikke trådte ved siden af på anden vis! Efter de første par uger syntes vi, at det måske slet ikke så tosset at være soldat, men så begyndte løjerne for alvor. Disciplinen blev strammet gevaldigt op, man skulle ikke træde meget ved siden af, før man blev ”ledt på rette vej”.
Der blev ekserceret i kasernegården og på strandbredden lige på den anden side af Øster Voldgade, og vi begyndte på fysisk træning i gymnastiksalen. Vi kom også på de første små marchture for at lære at gå i takt og i snorlige rækker.
Tyrens røvhul
Vi fik set fælleden med forhindringsbane, skydebaneanlæg og ikke mindst ”Tyrens Røvhul”, der var et sted med masser af mudder, som vi senere skulle stifte bekendtskab med, når vi blev kommanderet i flyverskjul netop lige der! De havde bare det problem, at hele september var varm, tør og solrig, så vi måtte vente med den oplevelse til midt i oktober.
Når vi skulle hjem fra fælleden efter en dag med øvelser ved ”Tyrens Røvhul”, fik vi ofte besked på at tage regnslaget på ned over den af ler indsmurte udrustning. Byens indbyggere skulle jo helst ikke se, hvordan soldaterne blev behandlet. Geværet var jo ikke det eneste, der kunne være smurt i mudder; uniform og støvler m.m. var også svinet til, så aftenen gik for fulde gardiner for at få det hele klar til næste dag; det var oftest nødvendigt at søge om nattegn til arbejdet, inden lyset kunne slukkes på stuen.
Udstyrspakken
Vi lærte at sætte ”seletøjet” sammen, så det passede den enkelte, og hvordan det skulle holdes pænt med påsmøring af pibepulver. Det var noget af en prøvelse, for delene skulle pilles fuldstændig fra hinanden og påsmøres den våde masse; der-efter skulle det lægges på gulvet i et varmt rum i kælderen; det var ikke let at finde det igen, når det var lagt sammen med de andre 125 mands stumper! Så kunne man godt se det praktiske i, at man skulle skrive sit nummer bagpå med kuglepen. Regimentsmærkerne på uniformerne skulle pudses strålende blanke med Brasso, og sko og støvler gejles op med Kiwi skosværte på vat vædet med vand, så man kunne spejle sig i dem!
Vi fik udleveret vores gevær, GARAND MODEL 50, en halvautomatisk riffel kaliber 7,62 mm; det var et af de amerikanske troppers hovedvåben under 2. verdenskrig, og her beviste det sit store værd og stabilitet.
Magasinet lades med en laderamme indeholdende 8 patroner. Patronerne forbliver i rammen, som dermed i praksis udgør magasinet. Når sidste patron er afskudt, udskydes den tomme ramme med et meget karakteristisk “pling”.
Brugen af laderammen betyder, at magasinet ikke kan genopfyldes før sidste skud er afgivet. Geværet kunne også anvendes med bajonet påsat og til afskydning af geværgranater. Vi blev omhyggeligt instrueret i at skille det ad og samle det igen — og ikke mindst i hvordan det skulle rengøres efter brug og i øvrigt vedligeholdes. Havde vi været en tur i ”røvhullet” og kom hjem med en ”lerstang”, forestod der et kæmpearbejde med at skille det ad, gøre det omhyggeligt rent, indsmøre i geværolie og efter skydning med løs eller skarp ammunition også rengøre geværløbet med blår, så det strålede rent og blankt, inden det kunne samles igen. Man kunne være sikker på, at det blev kontrolleret på stuegangen næste dag. Og hurtigst muligt næste morgen at komme ned til tørrerummet for at sikre sig sine forhåbentligt gennemtørrede ting, inden det fuldstændig blev rodet sammen med de andres.
I skydelære
Vi blev naturligvis instrueret godt og grundig i sikker omgang med skydevåben, Det skete på en godt afspærret og godt sikret skydebane. Efter nogen tid skulle vi endelig ud at fyre bøssen af; vi skød på forskellige afstande – både stående og liggende med og uden anlæg; hver gang blev kammeret tjekket af en befalingsmand, inden vi marcherede hjemad mod kasernen for at sikre, at der ikke var patroner i. Der var en lille fjeder i bundstykket, som man skulle være meget forsigtig med, så den ikke fløj væk, inden den skulle sættes i igen. Blev den væk skulle man betale en ny og som ”ekstra salt i såret”, skulle hele geværet indleveres hos våbenmesteren, og når man fik det tilbage igen, var det indsmurt i Fionat — en meget fedtet, klæbrig masse, der var meget svær at få af igen! Det blev ellers bare brugt til rustbeskyttelse af metaller.
Efter de første 2 måneder blev jeg udvalgt til maskingeværskytte; det betød, at jeg fik udleveret en ”Jomfru Madsen”, som maskingeværet blev kaldt. Det vejede næsten 10 kg og skulle bæres i en rem over skulderen af skytte og hjælper på skift på marchture på op til 10 km — remmen sved af og til voldsomt i skulderen, så man kunne også få lov til at skifte skulder! For at det ikke skulle være nok, så fik vi også en 9 mm maskinpistol at passe på og bære rundt med, dog ikke alle våben samtidigt!
I starten skød vi kun mod store skydeskiver på 100—300 meters afstand, hvor der fra graven foran blev signaleret med et rundt skilt (hvidt på den ene side, sort på den anden), hvordan skuddet var placeret, en ”blinker” (de 2 sider af skiltet blev vis ved at snurre det rundt) viste, at der var ramt i plet eller skiltet blev placeret på skiven, der hvor skuddet var gået ind. Blev ”slikkepinden” viftet frem og tilbage, betød det, at der var skudt helt ved siden af. Senere skulle vi også skyde mod silhuetter i terrænet. Vi prøvede også nogle gange at skyde geværgranater af sted mod en stor metalplade, hvor den brændte sig fast, hvis ellers man ramte målet. Det gav et voldsomt slag på skulderpartiet, når skuddet gik af! Vi prøvede også at skyde med raketstyr — det kunne man til gengæld ikke mærke til i kroppen, når det blev fyret af.
Det var ”bare” gas!
Vi skulle også afprøve den udleverede gasmaske i praksis. Efter en kort instruks, blev det indskærpet, at det er meget vigtigt, at den sidder korrekt og tætsluttende på ansigtet; så de, de var beordret til af fjerne skæg og langt strittende hår, kunne godt se, at det var fornuftigt nok. Nå, vi måtte til det og blev i små hold lukket ind i et gaskammer fyldt med tåregas, og vi var svært spændte på, om masken vat tæt nok. Den var god nok!
Fællessang
Ca. en gang om ugen, var vi samlet i et auditorium for at blive undervist i mange forskellige aspekter af tjenesten. Vi startede og sluttede næsten altid med en sang, altid en med appel og i marchtakt, f.eks. ”Dengang jeg drog af sted”, ”I natten klam og kold, bag Fredericia vold”, og nogle mere muntre sange som ”Hvor skal jeg finde mig en pige så kær?” Det kunne godt være lidt problematisk at holde sig vågen i det oftest ret varme lokale; især hvis dagen i forvejen havde været fysisk hård; faldt man hen, kunne man være sikker på at blive brutalt vækket og skulle stå op under resten af seancen.
Det kolde gys
Der var kun koldt vand i hanerne på baderummet ved belægningsstuen, så det var ikke så tit, man gik under bruseren der, og barbering med gammeldags skraber og stangsæbe i koldt vand var en svær øvelse, som af og til resulterede i et mindre blodbad. Lørdag formiddag var så den store rengøringsdag, hvor vi kom i fælles bad, deling efter deling, i et stort rum med mange brusere og varmt vand i hanerne.
Natalarmering
Efter en god måneds tid oplevede vi for første gang at blive vækket 3-4 timer før normalt med besked om, at vi skulle stille i gården inden for et kvarter fuldt feltmæssig påklædt. Det var med at finde det hele frem og få uniform, stålhjelm og støvler på, hælde vand på feltflasken, få gasmaske og feltspade og andet grej med, og så i fuld galop under skrig og skrål ned i kasernegården og få stillet op på 3 geledder i delingsorden. Der var nærmest en yderst panisk stemning overalt; for det første at blive revet ud af den søde søvn, få fundet klunset frem og få det på i en helvedes fart, fylde feltflasken op, få udrustningen samlet og få det spændt fast på kroppen … og ikke mindst den frygt for, at der faktisk kunne være noget uhyggeligt på færde – det kom jo komplet uventet, så det var helt forventeligt, at flere først var klar i geleddet noget senere, med det resultat, at befalingsmændene råbte og skreg. Endeligt fik vi en kort briefing om, at kompagniet var sat i fuldt beredskab af Landsdelskommandoen, og så marcherede vi ud af porten på en tur langs vandet ned til Lillebæltsbroen og tilbage igen. Vel hjemkommet til kasernen, kunne vi gå i kantine for morgenmad og ellers fortsætte dagen, som ingenting var hændt!
Natøvelse
Sidst i november kom vi på en 3-dages øvelse; vi blev kørt ud til området bænket på ladet af en stor GMC–truck. Første dag skulle vi grave hver sin skyttegrav — 2 meter lang, 1 meter bred og 180 cm dyb, det skete med den lille feltspade, så det tog det meste af dagen. Så startede selve øvelsen med, at vi skulle overvåge terrænet foran os døgnet rundt, så vi sad hele natten i hullet, mens månen oplyste de let tilfrosne marker. Det var pissekoldt at sidde der og bare glo, uden at der skete en skid. Det var dejligt, når forplejningsvognen kom tidligt om morgenen næste dag og vi fik noget at spise og en dejlig varm drik at varme os på.
På en af de små 3–dages øvelser med rekrutterne var der nogle fra delingens mandskab, der opførte sig ”utilbørligt”. Jeg kan ikke huske hvordan, men resultatet var en kollektiv straf til hele delingen. Da de 4 andre delinger kravlede op på last-bilernes lad for at blive kørt hjem, måtte vi tage turen på godt og vel 10 kilometer hjem til kasernen til fods med fuld oppakning og med besked om, at hvis turen tog for lang tid, kunne den blive forlænget! Så det meste af marchturen foregik i ilmarch; da vi nåede tilbage til kasernen, var alle de andre færdige med at pakke udrustningen sammen og gøre klar til aftensmaden, mens vi måtte i gang med det arbejde efter maden. Det blev helt sikkert påpeget for de formastelige rekrutter af alle de andre, der måtte bøde for deres dumheder! I øvrigt blev trusler om den slags kollektive straffe af og til brugt, hvis der var problemer med opførslen. Så lød det: ”Hvis ikke der bliver rettet op med det samme, så flytter vi hele kompagniet ud på fælleden og graver os ned!”.
Vi syntes alle, at det var skide uretfærdigt, at hele grupper skulle bøde for nogle fås dumheder. Men set i bagklogskabens ulideligt klare lys, må jeg erkende, at det er et rigtig godt våben at bruge for at skærpe selvdisciplinen blandt soldaterne på gruppeplan, og til at indprente over for alle, hvor vigtigt det er, at princippet om ”En for alle — alle for En!” bliver fulgt og er nødvendigt, så ingen skejer ud med personlige frustrationer, da det kan være helt afgørende at bevare roen i hektiske kampsituationer.
Vagttjeneste
Først i december var dækningsstyrken på øvelsesmanøvre, så der avancerede det ældste rekrutkompagni til kasernevagter, både på Østervold og på den noget større Ryes Kaserne på Treldevej ude ved fælleden. Så vi fik skarpe patroner i geværerne og havde på skift både standvagter ved kasernernes indgange for at kontrollere, at ingen uønskede gik igennem vagten, og at gå som patruljevagter langs det lange trådhegn rundt om hele kasernearealet. Der var man helt alene på ”Herrens Mark”, når man spankulerede hele turen rundt flere gange midt om natten. Heldigvis så jeg aldrig noget ske i området. Man havde ikke rigtig nogen mulighed for at tilkalde hjælp, hvis det blev nødvendigt affyre varselsskud — det var en lidt skræmmende oplevelse! I vagtbygningen fandtes også kasernens arrest. De indsatte skulle overvåges ved toiletbesøg, på gårdtur og have leveret mad i cellen. Vi syntes, det var lidt uhyggelig, selv om vi inderst inde jo godt vidste, at de ikke var farlige; de var jo ofte indsat på grund af disciplinære overtrædelser som grov ulydighed, respektløs optræden over for overordnede, for udeblivelse efter orlov eller andet harmløst. Man kunne også være heldig at få køkkentjansen i en af kantinerne; det var ret afslappende, og der var fri adgang hele dagen til kaffe og saftevand, franskbrød med smør, spegepølse og andet godt, især når det var Oda, der styrede køkkenet, var der næsten frit spil!
Evaluering på rekruttiden
Kort tid før jul var vi til en samtale med vore foresatte, for at de kunne udvælge, hvem der skulle på henholdsvis sergent– eller korporalsskole, og hvem der skulle indgå som menige i dækningsstyrken. På september holdet var der altid rigtig mange studenter, og det var fortrinsvis dem, der blev sendt til sergentskolen på Kronborg. Det var en noget skrappere fysisk krævende skole, hvor jeg helt sikkert ikke hørte hjemme. Hvorfor jeg blev udtaget ved jeg ikke; jeg havde ikke gjort mig særligt bemærket — hverken positivt eller negativt. Måske var det fordi, jeg nogle gange ”tørrede” vores korporal med nogle kvikke bemærkninger, når han forsøgte at moppe mig lidt foran kammerater og de andre befalingsmænd. Fenrikken spurgte i hvert fald et par gange med et grin om, hvem det var, der svarede igen.
På korporalsskole i Sønderborg
Jeg var jo heldig at blive udtaget til korporalsskolen i Sønderborg. Vi mødte en af de første dage i januar 1959, og nu blev vi ikke længere kaldt ved nummer, men ved navn, f.eks. hed jeg nu 7. Rasmussen. Vores stuekommandør og instruktør var overfenrik Høst, en rigtig rar og venlig, midaldrende mand, med et skævt smil og et lunt og humoristisk væsen. Han startede tit dagen med en besked: ” Go’ Morn’ d’herrer! Jeg har fået til opgave at give følgende informationer i dag”. Vi skulle nu lære en masse nye kammerater at kende; de kom fra flere forskellige regimenter rundt i landet — lige fra Livgarden til Bornholms Værn.
Undervisningen havde første prioritet, så det der med stroppeture i mudder og andet hårdt ”arbejde” var ikke på programmet. Vi skulle end ikke marchere ud på øvelsesterrænet, men kørte på skolens cykler for at spare tid! Vi kørte ad Gendarm-stien langs vandet ca. 5 km ud til det militære øvelsesterræn. Cyklen skulle vi selv holde ved lige, som var det et våben.
Nej, hvor pinligt!
Vi øvede os i at instruere nye rekrutter, bl.a. i eksercits og våbenlære m.m. Vi fik en masse teoretisk information ved foredrag og visning af film med forskelligt relevant indhold. Vi så f.eks. en ret ”autentisk” film om, hvordan soldaten skulle passe på sig selv og sit helbred, også under ekstreme og barske forhold som f.eks. under en skyttegravskrig: Især hvor vigtigt det var at holde kroppen varm og især holde fødderne tørre ved jævnlige skift af sokker. Under sådan seance, tabte jeg i høj grad anseelse. Jeg havde af og til underholdt med, at vi soldater fra 7. regiment var nogle ekstra seje gutter. Her skete ”katastrofen” så midt under filmen, hvor der blev vist nogle meget skræmmende billeder af resultatet af skyttegravsfødder; vi så en stærkt opløst fod, hvor tæerne lignede cocktailpølser med branket og revnet skind. Pludselig fandt jeg mig selv liggende på gulvet kiggende op på flere ansigter; jeg var simpelt ”besvumset” af at se de afskyvækkende billeder og var drattet ud af stolen! Det måtte jeg høre en del for efterfølgende.
”Smalle Anna”
Vi var også en tur i Tinglev for at lære at bevæge os og nedkæmpe fjenden i en ruinby og på øvelser i Borris-lejren; det var her, vi stiftede bekendtskab med ”Smalle Anna”; det var en simpel, naivistisk tegning af en nøgen dame tegnet på væggen på et af lokummerne. Hun blev tit omtalt med store grin af kammeraterne, når vi hyggesnakkede i muntert lag.
Sirenebøvl
Vi skulle naturligvis også lære, hvordan man skulle gebærde sig som kasernevagter; så i anden halvdel af de 4 måneders ophold på skolen, havde vi på skift ansvaret for at passe på kasernen, når de forskellige delinger havde tjansen en uge af gangen. Alle i gruppen skulle prøve at være vagtkommandør med det overordnede ansvar. Hver onsdag skulle sirenen på taget afprøves ved at trykke på en knap. En dag hørte vi simpelthen ikke den ellers ret høje hyletone over byen; så der var jo ikke andet at gøre, end at trykke én gang til og sende en mand udenfor for at tjekke — og nu fungerede skidtet Men det havde den åbenbart også gjort første gang, for pludselig lød der sirener fra flere brandbiler og politi uden for. Det viste sig at mere en gang sirenelyd automatisk udløste reaktionerne, som vi lige havde hørt og set. Det var en slukøret vagtkommandør, der måtte stå skoleret for skolens ledelse, og vi måtte høre på hånlige kommentarer fra alle de andre.
Honnør for flaget!
Hver morgen blev et ret stort splitflag hejst fra et forholdsvis lille tårnplateau allerøverst oppe, rigtig højt over kasernegården. Det skulle ned igen ved solnedgang og i begge situationer skulle der råbes: ”Honnør for Flaget”, hvorpå alle, der be-fandt sig ved og omkring kasernen skulle stå stille og gøre honnør, når flaget skulle op og ned; det var lidt nervepirrende at få styr på flaget, især når der var en kraftig vind deroppe, og det derefter skulle lægges sammen på reglementeret vis!
En gang vi havde været ude for at købe påskebryg til at drikke på værelset, inden vi skulle ud i byen om aftenen, fik jeg opgaven at få tasken med det dyrebare indhold ind på kasernen; det var jo strengt forbudt at indføre og drikke spiritus på kasernens område; da vi var kommet derind, lød det oppe fra tårnet: ”Honnør for Flaget!”. Vi måtte stoppe op, og jeg satte forsigtigt tasken på jorden, så flaskerne ikke klirrede, mens jeg gjorde honnør — lidt længere væk stod en befalingsmand, så jeg rystede slemt i bukserne, om han skulle opdage noget; det gjorde han heldigvis ikke, og vi fik flaskerne op på stuen i god behold og fik tømt dem for det velsmagende indhold.
Knald i låget
Når et vagthold skulle skiftes ud med et andet, var det vagtkommandørens opgave at kontrollere, at alle i truppen havde fået patronerne ud af bøssen. Så langt så godt; men 3. Nielsen skulle på toilet umiddelbart efter, og han kom fejlagtigt til at tage et af afløsernes nu skarpladte gevær i geværstativet i vagtstuen, og tog det med op på belægningsstuen! Lidt senere stod vi og hyggesnakkede over en af etagekøjerne, 3. Nielsen på den ene side og jeg på den anden. Pludselig siger han: ”Hvem fanden har taget ladegreb på mit gevær”, og så afsikrede han og fyrede et skud af. Jeg har hverken før eller senere hørt så højt et knald! Heldigvis var min skytsengel på plads den dag; hvis ikke hun holdt hånden over mig, så fik hun i hvert fald ”presset” mit hoved 10—15 cm til højre, så projektilet lavede et stort og dybt hul i betonloftet i stedet for i min fidusbeholder! Hvis alle regler ellers var blevet fulgt, var han sikkert blevet straffet for forseelsen, selv om det jo faktisk skete som følge af en yderst uheldig hændelse. Men det viste sig, at der var et brist i sikkerhedsreglementet vedr. vagtskifte, så skolens ledelse valgte at lukke sagen, uden den kom nogen til kendskab længere oppe i systemet — helt sikkert for at beskytte sig selv!
Men at det alligevel ikke gik upåagtet hen, vidner det følgende om — i 2 tilfælde blev der refereret til sagen mange år efter hændelsen. Vores datter Birgitte havde en gang en snak med nogle kolleger omkring frokostbordet, bl.a. om en vådeskuds-ulykke i Nordsjælland nogle dage før. Her fortalte en af de mandlige kolleger, at han havde være soldat ved 3. regiment i Viborg et par år tidligere, og her blev episoden stadigvæk brugt som et skrækeksempel på, hvor galt det kan gå, og at det ikke er helt uden grund, når det igen og igen bliver påpeget, hvor forsigtig man skal være i omgangen med skydevåben, og at det ikke kan gentages tit nok!
Anden gang jeg blev præsenteret for historien, var da jeg gik til madlavning på et mandehold i Frivillighuset i Skt. Pauls Gade. Det viste sig, at en på holdet havde været på Korporalsskolen samtidig med mig. Han fortalte om episoden, hvor en gut var tæt på at få knoppen skudt af. Han troede først ikke på det, da jeg sagde, at jeg var ham gutten, der stod overfor ”skytten”, men da jeg kunne fortælle ham, at det var Max fra 3. regiment, blev han overbevist.
Spisestrejke
Der blev på et tidspunkt foranstaltet en protestdemonstration mod noget af den mad, vi fik serveret i kantinen — bl.a. var det brød, vi fik serveret næsten altid meget tørt. Så en aften blev der etableret strejkevagt ved nedgangen til kantinen. Et par store og brede elever fra Livgarden stod på trappen og ”anbefalede” os at gå tilbage på stuerne uden mad. Dagen efter brød helvede løs, der blev indkaldt til møde med kasernechef og alle overordnede samt den ansvarlige for kantinen. Der blev lynet og tordnet mod den helt uhørte protestaktion; det var fuldstændigt utilstedeligt, at netop befalingsmandsaspiranter kunne finde på sådan noget!!! Og sæt nu, det kom til Ekstrabladets kundskab. I øvrigt mente man, at kvaliteten af vores mad var i orden og ikke kunne blive bedre; man forklarede bl.a. det tørre brød med, at da kasernen lå i grænselandet, var man forpligtet til altid at have forsyninger klar, hvis der skulle blive brug for at rekvirere undsætning fra tropper sydfra. Men efter kort tid blev der alligevel rettet op på nogle ting og der kom en ny kantinechef.
Dybbøldagen blev fejret efter alle kunstens regler med morgenparade, morgenandagt i kirken, marchtur ud til skanserne på Dybbøl banke og sidst men ikke mindst festmenu i kantinen om aftenen!
Vi nærmede os sidste dag på skolen og skulle bestå en prøve på flere forskellige færdigheder for at få udnævnelsen til korporal. Det gik fint med de fleste prøver, men da jeg skulle vise, hvordan jeg ville sikre kammeraterne en sikker fremrykning i felten, gik det ikke særlig godt, så jeg fik karakteren 2 på en skala fra 1—6. Jeg var sikker på, at jeg ville blive dumpet, men klarede skærende og kunne derfor sy de 2 vinkler på uniformen.
Frynsegoder
Det skulle vise sig, at man selv som befalingsmand af laveste rang fik en masse privilegier som: eget ét eller 2 mands værelse, hvor man kunne indrette sig, som man ønskede. Der kom aldrig inspektion, vi kunne have radio og billeder på værelset; man skulle ikke være tilbage på kasernen til en bestemt tid, og man passede selv sin sengetid. Vi spiste ikke længere i den store spisesal, men i en messe for korporaler, sergenter og oversergenter, hvor vi blev serviceret af en menig messemand. Vi kunne også købe øl til maden. Vi fik straks en lønstigning på 1 krone om dagen, så nu fik vi den fyrstelige sum af 21 kroner om ugen! I det daglige var vi fritaget for at have den tyngende udrustning på, når vi var på marchture og kunne for det meste bevæge os mere frit omkring.
Korporal på rekrutskolen på Bülows Kaserne
Jeg kom tilbage til Øster Voldgade for at gøre tjeneste i et helt nyt rekruthold som gruppefører for 7 mand. Vi kendte jo rummelen og indgik straks i det nye regi. Det var en helt ny lederstab. Det eneste jeg kan huske om den var, at kompagni- chefen blev kaldt ”Lemmy”, fordi hans udseende mindede om skuespillerens. Jeg bestemte fra start, at det skulle være sjovt uden af skabe konflikter med ”undersåtterne”. Jeg huskede jo på, at de befalingsmænd, jeg selv bedst kunne lide, var den type, mens de, der råbte og skreg deres kommandoer ud, kunne have meget svært ved i det lange løb at bevare soldaternes respekt og loyalitet. Det er mit indtryk, at de syntes, det var ret hyggeligt, også når sergenten og jeg som tilsynsførende skulle lægge mandskabet i seng.
De ”oplevelser” vi selv havde været udsat for som rekrutter, var vi simpelthen nødt til at give videre! Vi søgte med lys og lygte efter noget at slå ned på, så vi kunne få et par stykker ud på gulvet og tage ”lidt pis” på dem. Var skabet ikke låst. eller var der noget med geværet ud på gangen, så måtte de ud og stå ret, på et ben eller andre skøre påfund, mens de andre på stuen skraldgrinede. Det kunne godt tage en times tid, inden vi havde været igennem alle stuerne. Jeg befandt mig rigtig godt i kompagniet med gode kammerater og medgørlige rekrutter.
Den ”strygefri” skjorte
Kort tid inden vi kom ud i dækningsstyrken, blev der holdt en fin rekrutfest på Teatret i Fredericia med lækker mad, musik og underholdning. Vi var jo fint klædt på i udgangsuniform. Jeg havde min egen ”militærfarvede” manchetskjorte på. Jeg havde et par uger før fået den vasket og strøget fint hjemme, og havde den med tilbage i tasken; den blev lagt i skabet sammen med mit undertøj mm. Så den skulle nok have haft en let presning; det fik den ikke, og det resulterede i muntre kommentarer fra rekrutterne som: ”Nå, korporalen har nok den strygefri skjorte på i aften!”.
Korporal i dækningsstyrken på Ryes Kaserne
Efter 4 måneder blev vi flyttet ud til 1. kompagni på Ryes Kasserne for at gøre tjeneste i dækningsstyrken de sidste 6 måneder af tjenestetiden. Hele holdet af korporaler, sergenter og et par løjtnanter fra rekrutskole fulgte med derud, så det gode sammenhold og kammeratskab, vi havde, kunne fortsætte. Også mange af rekrutterne fra Øster Voldgade kom i samme kompagni. Chefen var kaptajn Bay-Jensen, en rolig og rar morfartype, der ville det bedste for sine ”folk”. Næstkommanderende var premierløjtnant Lindberg, i daglig tale kaldet for ”Stygge Ulv”, ikke på grund af hans ledelsesstil, men mere på grund af hans fremtoning. Jeg fik lejlighed til i et par tilfældet at stifte bekendtskab med hans venlige og forstående væsen. Delingsfører var en lidt løjerlig, lun løjtnant, så vi havde det rigtig godt i de nye omgivelser. Vi rykkede ind i en fritliggende 1-plans bygning beregnet til underbefalingsmænds indkvartering, men nu i værelser til 2 med eget bad. Min bofælle Fritz Jensen kendte jeg helt tilbage fra rekruttiden, og vi havde det hyggeligt sammen de sidste 6 måneder i tjenesten.
Gastronomi
Den daglige kost i kantinen var som regel med god, nærende dansk ”husmandskost”, så det gjorde vi brug af hver dag … næsten da. For når de eksperimenterede med det store ”internationale køkken” med retter som Russisk Rødbedesuppe, Svensk Pølseret, Tysk Sauerkraut mit ”Eisenbahn” eller Norsk Øllebrød, så stod vi af. For dog at blive i stilen, valgte vi at spise ”italiensk”; så vi købte nogle dåser Spaghetti a la Napoli, som vi varmede op og spiste sammen på et af værelserne BON APPETIT!! De 4 måneder som korporal på Østervold, var jeg med i et kantineudvalg, der mødtes et par gange om måneden. Vi var 4 repræsentanter for mandskabet, kantinechefen og en kaptajn; vi fik udleveret madplanen for næste periode, men ellers vi fik ikke et ben til jorden, men det var jo en times frihed fra anden tjeneste.
”Chef” for en dag
Tiden gik jo lidt langsomt med den daglige trummerum med ture på fælleden, skydebanen, forhindringsbanen og med mange forskellige aktiviteter i terrænet; for det meste i en god og ordentlig atmosfære mellem de menige og befalingsmændene. En morgen ved morgenappellen blev alle befalingsmænd som sædvanligt informeret om dagens program. Vi skulle øve delingers fremrykning i terrænet. Jeg bemærkede, at jeg var alene om at repræsentere vores deling; de 3 andre befalingsmænd var der ikke, så jeg fik besked af premierløjtnanten på, at jeg selv skulle stå for dagens program. Det var jeg jo ikke forberedt på, så jeg var da lidt nervøs for dagens forløb. Men jeg fik sat gang i marchturen ud til øvelsesområdet. Jeg gav en kort instruks om, hvad vi skulle lave, og hvordan mandskabet skulle placeres i terrænet, og vi gik i gang. Der var en af de yngste i truppen, der lige skulle gøre sig interessant over for kammeraterne ved at kommentere på min ordre — men et par af de gamle basser satte ham straks på plads med et: ”Nu holder du sku’ kæft!” Resten af dagen forløb rigtig godt; alle gutterne adlød mine ordrer til punkt og prikke takket være de ”gamles” loyalitet. Pludselig fik vi besøg af kompagnichefen. Jeg fortalte om, hvordan vi løste opgaven. Da vi kom tilbage til kasernen, var der som altid evaluering med befalingsmændene af dagens forløb; premierløjtnanten vendte sig mod mig og sagde: ”Korporal Rasmussen; kaptajnen har rost Dem i høje toner for Deres indsats i dag — fornemt!” Jeg rettede mig endnu mere op; tænk at få ros i alle de andres påhør!
Øvelser på godt og ondt
Vi var på flere mindre 2—3 dages øvelser i nærområdet, hvor vi sov i det fri, og i reglen marcherede vi frem og tilbage; her måtte vi bære samme udrustning som ”knuderne”. 2 gange deltog vi i nogle meget store øvelser, med deltagelse af hele landsdelskommandoens mandskaber i Oksbøl-området, hvor vi den ene dag på behørig afstand gang oplevede ”hele den tyrkiske musik” med angreb fra jagerfly, kampvogne og kanonild fra artilleriet i det fjerne; der blev skudt med skarpt fra morterer, tunge maskingeværer med lyssporammunition og kastet rigtige bomber i et lydtæppe af dimensioner; det var ret sjovt og spændende at overvære.
Drukkenbolten
På en stor øvelse på Fyn gjorde jeg mig bemærket med en lidt uheldig ”optræden”. Aftenen før vi skulle af sted, mødtes vi i befalingsmandsmessen, for at varme lidt op med nogle kolde pilsnere. Jeg fik (godt) nok et par stykker for meget inden turen fortsatte ind til byen, hvor vi indtog ”Knudsborg”, et sted med høj stemning, musik og dans. På et tidspunkt skulle jeg af med noget af den væske, der var blevet hældt på tidligere på aftenen. Jeg satte mig på toilettet og faldt i dyb søvn. Efter lukketid blev der banket hårdt på døren, jeg blev vækket og lukket ud i det fri. Det var dæleme både langt og koldt på den lange fodtur tilbage til kasernen, helt alene i natten! Jeg fandt i køjen og sov nok lidt uroligt, men det var bare med at komme tidligt op om morgenen for at gøre sig klar til at tage på tur. Jeg fik ikke rigtigt noget morgenmad og var stadig lidt svimmel. Langt om længe var vi klar til afgang, og som befalingsmand sad jeg på den bageste plads på ladet af den store truck. Lige før afgang kunne jeg mærke, at noget var på vej op, og pludselig stod det ud af munden på mig, men jeg var hurtig, hev yderhjelmen af og samlede strålen af brugt øl op i den.
Det blev bemærket af flere også af premierløjtnanten; han spurgte, om jeg var OK, jeg svarede bekræftende, og så startede den lange tur mod Fyn, som om intet var hændt (?). Da vi kom frem til delingens indkvartering, havde jeg det stadig lidt skidt og ”den rare ulv” sørgede for, at jeg fik stillet et loftsværelse på gården til rådighed for natten. Om aftenen var der briefing for de øvrige befalingsmænd, og her spurgte han de andre: ”Hvordan går det med ham drukkenbolten?” Nå, næste morgen var jeg helt frisk igen og kunne deltage i løjerne på resten af øvelsen. Under normale omstændigheder var jeg helt sikkert endt i kachotten for at møde beruset op i tjenesten, men den rare mand gjorde ikke mere ud af det! Jeg fik ikke engang en skideballe. Det fik dog et muntert efterspil noget senere.
Lokumsvagt-kommandør
Der var nogle af de menige, der havde svinet på toilettet hjemme på kasernen, så ved morgenappellen næste morgen blev der truet med, at hvis det gentog sig, så ville hammeren falde ved at toiletdørene ville blive taget af, og der skulle etableres vagtordning ved toiletterne i fritiden, indtil alt var i orden igen. Episoden på turen til Fyn var ikke glemt af de menige, så det var en stående vittighed i de dage, at korporal Rasmussen skulle være vagtkommandør, da jeg jo havde smugtrænet på ”Knudsborg” et par måneder tidligere.
Et par dårlige oplevelser
Ved Oksbøl oplevede jeg for eneste gang at måtte indberette en menig for respektløs opførelse over for mig. Det var en lille kraftig fyr, som jeg også havde på rekrutskolen, altid lidt provokerende og konfliktsøgende. Under en natøvelse råbte han efter mig på en måde, at jeg fandt det nødvendigt at gribe ind for ikke at miste autoritet. Jeg indberettede ham til min delingsfører, der var enig i, at det var relevant. Men vores bløde ”morfar” mente, at en eller form for straf ikke skulle anvendes, så han valgte bare at give ham en mundtlig advarsel — surt show. Jeg følte faktisk, at der blev pisset på mig!
En uges tid før jeg skulle hjemsendes var jeg på fælleden sammen med min gruppe; en af gutterne sagde pludseligt: ”Korporal Rasmussens forældre har forsøgt at give ham en god opdragelse —- det er da totalt mislykkedes!” Jeg tror faktisk, det var ”kærligt” ment som en sjov bemærkning. Jeg valgte at overhøre den, først og fremmest fordi der kun var få dage til vi skulle tage afsked, men også med tanke på førnævnte hændelse. Men skæbnen ville, at en løjtnant fra et andet kompagni tilfældigvis hørte, hvad han sagde, så han kom straks springende til og arresterede ham og beordrede ham ført hjem på kompagnikontoret til afhøring. Kort tid efter kom Stygge Ulv derud, og vi gik en tur sammen; han spurgte, hvorfor jeg ikke havde reageret på kommentaren. Jeg henviste til min trælse erfaring med indberetninger og han svarede: ”Ja, det var sgu’ også noget svineri!” Det resulterede i, at ham kom 10 dage i brummen. Lige hårdt nok efter min mening!
Farvel og tak!
Vi kom frem til afskeden med soldatertiden, hvor der blev sagt pænt farvel til det tilbageblivende mandskab, officerer og ikke mindst de gode venner blandt befalingsmands kammeraterne.
Genindkaldelse på Fyn
Vi mødtes næsten alle igen et par år senere, da vi blev genindkaldt til at møde på kasernen i Odense — et par dage tidligere end det menige mandskab. Her blev vi taget imod af en totalt ”krigsliderlig” premierløjtnant Jørgen Lyng, der råbte og skreg og sprang op og ned af trapperne, som en anden vildkat. Han blev senere udnævnt til chef for Jægerkorpset — et perfekt valg til den post! Han blev i militære kredse karakteriseret som ”Slank, rank og med en legendarisk arbejdsevne og en til tider hårdhændet målbevisthed. Lige bestemt det indtryk vi fik af ham.
Bortset fra den lidt voldsomme velkomst havde vi 3 rigtig gode uger i hyggeligt selskab med de ”gamle” venner. Det blev accepteret, at vi alle havde en knapt så autoritetstro tilgang til tjenesten, og at vi ikke var i helt ligeså god form, som ved den første indkaldelse. Vi fik en kort genopfriskning af tidligere færdigheder, og så var vi klar til at modtage vore tidligere ”undersåtter”. Det var også et rigtigt hyggeligt og hjerteligt gensyn. Vi var på en længere øvelse på Midtfyn, hvor vi var indkvarteret på forskellige gårde på egnen. Vi befalingsmænd fik anvist værelser, mens de menige måtte tage til takke med at bo i diverse lader og staldbygninger. En del af øvelserne foregik dog under åben himmel både dag og nat. Vejret var godt, så vi havde det alligevel sjovt og godt. Da vi var tilbage på kasernen igen, blev vi inviteret på besøg en aften hos en tidligere korporalskammerat, der nu boede sammen med sin kone i lejlighed i Odense. Så vi fik snakket godt og grundigt om den fantastisk gode tid, vi havde sammen i både Fredericia og Sønderborg. Og så har jeg stort set ikke hverken hørt eller set til nogen af dem siden hen.
Artikel af Henning Rasmussen, opvokset i Hadsten, Tidl. Aarhus.
