
Her i marts finder vi månedens billede blandt lokalarkivets fastelavnsmotiver.
Festen foregår denne gang i Hadsten Festsal og det er Hadsten Omsorgsklub, hvor en stor gruppe ældre er samlet til fejringen, med fastelavnsboller, kaffebord og tøndeslagning.
Alle har vi haft oplevelser med fastelavn og udklædning i barndommen og ungdommen, så det har sikkert været en sjov eftermiddag, som fik minderne frem hos de mange fremmødte ældre.
Læg mærke til fastelavnstøndens størrelse nedenfor. Det var dengang, der var noget at arbejde med, når tønden skulle slås i stykker!
Og jo større den var, jo mere plads var der til lækkerierne. På arkivets andet billede fra begivenheden kan vi her se, hvordan Dora Velling fra Hadbjerg er i gang med at give fastelavnstønden et ordentligt slag med glade tilhørere i baggrunden.

(Kilde: Hadsten Lokalarkiv)
Omsorgsklubbens opstart
Omsorgsklubben var et samlingspunkt for områdets ældre medborgere. Initiativet startede i 1966 med Røde Kors som initiativtager.
På et opstartsmøde den 8. oktober 1966, som foregik på Hadsten Kro, blev det første “Omsorgsudvalg” nedsat. I udvalget sad følgende: H. Sommer Madsen (Erhvervsrådet), Magnus Pedersen (Pensionist foreningen), Karl Rasmussen (Fællesorganisationen), Inga Buttenschøn, Jens Hansen og Arne Nielsen (Røde Kors). Sidstnævnte blev udnævnt som udvalgsformand.
Baggrunden for emnet var en større spørgeskemaundersøgelse igangsat i april 1966, hvor 70% af de adspurgte (500 spørgeskemaer udleveret) havde givet et svar. Undersøgelsen viste, at der var et stort ønske blandt de adspurgte pensionister, om en klub med hyggeeftermiddage, og der blev blandt andet også udtrykt ønske om et madlavningskursus for mænd samt om muligheden for at få et varmt bad, da mange ældre ikke havde badefaciliteter derhjemme.
I “Vores Avis” som var klubbens informationsblad, blev der skrevet om både om det praktiske med klubbens lokaler, om klubbens personale og om kommende aktiviteter for de ældre. I 1992 udkom en særlig jubilæumsudgave, hvor flere af bladets skribenter fik mulighed for at fortælle klubbens historie.
Klubbens skelsættende lokaleskift
Et særligt fokus i jubilæumsskriftet var der på den skelsættende begivenhed, da omsorgsklubben i 1991 måtte flytte til nye lokaler på Hovvej, til Kernehuset.

Bl.a. en J.B. skriver i jubilæumsudgaven om indholdet af det sidste medlemsmøde før lokaleskiftet. Under overskriften “De ældre bøjede sig” skriver han:
“Flytningen af omsorgsklubben fra Realskolen til Kernehuset er dog ikke populær. … Men de ældre bøjede sig for kendsgerningerne efter nogle tilløb til protest. Kommunen har nemlig efterhånden inddraget de fleste af de lokaler, som omsorgsklubben brugte til hobby, gymnastik og andre aktiviteter, til andre formål. …”
Klubbens formand var i denne periode Børge Jensen, som vi også kender som lokalhistoriker og meget aktiv frivillig på Lokalarkivet. Børge citeres for at slutte mødet med at sige: “Skal vi nu ikke være enige om, at vi mødes deroppe næste onsdag og prøver at få sjælen med.”
På Arkivet har vi i øvrigt mange af eksemplarerne af “Vores Avis”, hvis denne sides læsere har lyst til at genlæse dem. Avisen var krydret med mange tegninger, der kunne illustrere det hyggelige samvær mellem klubbens ældre.

Omsorgsklubben kørte under nogenlunde samme form i periden fra 1967 indtil 2009, hvor klubbens navn fremgår af virkdata.dk som en frivillig forening i perioden 2009-2011, registreret på en privat adresse i Hadsten. Foreningens registrering er lukket den 24. marts 2011. Siden har Kernehuset fortsat udbudt aktiviteter og faciliteter for ældre.