Har Hinge haft en skvatmølle?

Nord for Nørre Galten ved Hadsten ligger den lille landsby Hinge. Det er en meget gammel by, men den er i dag meget lille. Faktisk så lille at den slet ikke er repræsenteret i Favrskov Kommunes landsbyråd. Der er blot fem gårde og nogle få huse. Med lidt god vilje kan man tilføje endnu en håndfuld adresser langs Randersvej. Den nærmeste ligger dog næsten en halv km fra Hinge By.

Men selv om Hinge i dag er ganske lille, så har den engang været noget mere betydningsfuld. Den har således både haft kirke, vandmølle og skole. Det er ganske vist længe siden, kirken og vandmøllen forsvandt, men skolen blev først lukket i 1937. Skolebygningen ligger der endnu. En af skolens sidste lærere hed Peder Christensen. Han er min morfar, og det er ham jeg er opkaldt efter. Han bestred embedet i Hinge fra 1898 indtil han i 1913 blev lærer i den meget større landsby Havnelev på Stevns. Her skrev han et manuskript om Hinge bys ældre historie. Dette er ad lidt snørklede veje endt hos mig – nu mere end 100 år senere.

Familiens brevbog

Årsagen er at mine oldeforældre og deres børn for mere end 100 år siden begyndte at skrive breve til hinanden i en bog de sendte rundt med postvæsenet. De fleste af de unge havde dengang forladt barndomshjemmet, men de ville holde kontakt med hinanden og med forældrene. Det var den tids Facebook.

Efterhånden er skribenterne løbende skiftet ud, men brevbogen cirkulerer fortsat rundt i familien, dog nu kun blandt min morfar og mormors efterkommere. Og nu er den ved at gå i stå; jeg og mine fætre og kusiner er ved at blive for gamle til at holde den i gang. Selvom adskillige fra den yngre generation har skrevet i brevbogen, holder de også op – blandt andet fordi de ikke kender hinanden. Mine egne børn kender fx kun min søsters børn. Jeg er en af de yngste i fætter-kusine-flokken, og nu er kassen med de gamle brevbøger endt hos mig. Der er i alt 159 hæfter, så de fylder en del. Heldigvis ser det ud til at de får et blivende sted i Rigsarkivets folkemindesamling. Men foreløbig har jeg fået mulighed for at kigge i de gamle bøger. Det er spændende.

Historien om Hinge

I kassen med brevbøgerne ligger også forskelligt andet materiale, bl.a. et hæfte, hvor min morfar har skrevet et manuskript om Hinges historie. Og her dukker både kirken og vandmøllen op. 

Morfar indleder med at beskrive Hinges størrelse. Den bestod ved matrikuleringen i 1844 af “fire større og fem mindre gårde samt fire huse og en fællesjord”. Selvom der siden er sket forskellige ændringer i de enkelte gårdes arealer, mener han, at der nu (dvs. i 1914) fortsat lever det samme antal familier i byen. Det fremgår ikke, om han medregner husene langs Randersvej, men mon ikke vi kan konkludere, at Hinge dengang havde nogle flere indbyggere end i dag. Som nævnt var der skole helt frem til 1937.

Herefter tager han fat på betydningen af navnet Hinge. Han når frem til, at det kommer af ‘Højenge’, et navn der skulle hentyde til byens placering i et stort eng-område. Han skriver ganske vist, at “tolkning af bynavne er som en vandring på gyngende grund”, og det er uden tvivl rigtigt. Og måske synker han i sumpen her; I hvert fald mener stednavneforskerne, at den lidt større Hinge ved Kjellerup skulle betyde ‘stedet ved højen’. Det kan også være tilfældet her i Favrskov, og faktisk ligger der flere store bakker omkring Favrskovs Hinge.

Hinge Kirke

Det næste emne han tager op i manuskriptet, er Hinges forsvundne kirke. Og her er han umiddelbart på mere sikker grund, for Hinge har faktisk haft en kirke. Der er flere kilder fra 1500-tallet, der omtaler en kirke i Hinge på en sådan måde, at det kun kan være ‘vores’ Hinge der er tale om. Og den nye udgave af ‘Trap Danmark’ nævner da også eksistensen af kirken. Men Trap tilføjer, at man ikke ved hvor den har ligget. Der er to mulige placeringer, står der: “Det er usikkert, om denne ikke-lokaliserede Hinge Kirke lå syd for Hinge, hvor stednavnet Kirkebakken findes, eller vest for Askildrup i Ølst Sogn.” Og så tilføjer Trap lidt dristigt “Eller om der eventuelt har ligget kirker begge steder”¹. Dermed tager de en gammel diskussion op. Her var min morfar en af kombattanterne.

Denne gamle diskussion fandt sted i ‘Samlinger til Jydsk Historie og Topografi’ fra 1903. Her debatterede min morfar kirkens placering med cand. mag. Søren Hansen fra Vejle. Sidstnævnte var formentlig lærer ved Vejle Latin- og Realskole. Hansen lagde ud med at konkludere, at “Hinge Kirke har ligget lidt nord for Teglgården i Askildrup Hede”². Det er vest for Askildrup og nogenlunde lige langt fra Hinge og Askildrup.

Min morfar opponerer i samme årbog mod denne placering. Han bøjer sig ganske vist for Hansens argumenter mht. Askildrup Hede, men foreslår derefter at både Askildrup og Hinge har haft en kirke. Det leverer han flere begrundelser for, men de vigtigste er at en bakke syd for Hinge endnu hedder Kirkebakken, at et markareal her kaldes for Kirkegavlen, samt at der tidligere har været en sti, kaldet Kirkestien³.

Hansen afviser i et nyt indlæg morfars konklusion, igen med adskillige begrundelser. Bl.a. skriver han, at navnet Kirkebakken blot kan skyldes, at kirkevejen til Galten Kirke har ført her forbi. Det giver mening, i og med Hinge siden Hinge Sogn blev nedlagt, har hørt under Galten Sogn. Hansens umiddelbart tungeste argument er dog, at der næppe var så mange kirker i området. Hertil er landsbyerne for små. Hansen finder det meget usandsynligt at der i to nuværende sogne, Galten og Ølst, tidligere har været hele fem kirker og kirkesogne. Foruden kirken i Hinge har der nemlig også været en kirke i nabobyen Erslev, der ligesom Hinge og Askildrup er – og dengang var – ganske små landsbyer⁴.

Oven på den belæring kapitulerer min morfar. Men glad er han ikke. Og da han elleve år senere skriver manuskriptet om Hinges historie, gentager han sine argumenter for placeringen ved Kirkebakken syd for Hinge. Han fortæller dog ganske loyalt, at hans argumenter er fundet for lette af Søren Hansen. Men havde han vidst, at den nye udgave af Trap lufter den mulighed, at der var to kirker, både en på Askildrup Hede og en ved Kirkebakken, ville han helt sikkert have følt det som noget af en oprejsning.

Personligt synes jeg, at Hansens argumentation har et meget svagt punkt – et punkt som min morfar dog ikke borer i. Når Hansen afviser, at der kan have været så mange kirker i området, gør han det med henvisning til Askildrup, Hinge og Erslevs daværende størrelse. Han diskuterer ganske vist, om de tre småbyer kan have været større før reformationen, men ender med at konkludere, at de næppe har været meget større. Det sker dog uden vægtige argumenter. 

Når man ikke har foretaget arkæologiske undersøgelser i jorden omkring de små byer er det svært at sige noget troværdigt om deres tidlige størrelse. Vi skal ikke længere end til Hinnerup 13 km syd for Hinge for at finde endnu en forsvunden kirke – og dette selvom Hinnerup inden den fik jernbanestation, var en ganske lille by på Hinges størrelse. Men også Hinnerup kan sagtens have været større i middelalderen. Der må jo i hvert fald have været en tilstrækkelig stor befolkning til, at man magtede at bygge en kirke. Når kirker er forsvundet, skyldes det som regel, at befolkningsunderlaget er forsvundet. Og vi ved, at Danmark blev ramt af adskillige dødelige pestepidemier fra midt i 1300-tallet til begyndelsen af 1700-tallet. Den Sorte Død i 1349-50 var den værste, men langtfra den eneste. I sidste halvdel af 1300-tallet blev Danmark ramt af pest 4 gange. I løbet af 1400-tallet skete det ca. 9 gange⁵.

Hinges forsvundne skvatmølle

Efter omtalen af den forsvundne kirke, fortsætter morfar med at fortælle om “en anden forsvunden herlighed”, nemlig Hinge Vandmølle. Her er hans hovedkilde markbogen til matriklen fra 1688. I den står, skriver han, at der ved Hinge “er et vandløb af temmelig stærk vand, som kommer fra Alstrup Mølle, og synes og efter bøndernes beretning synder for byen Hinge at have stået en liden squat mølle. Dog ikke nogen af de mænd, som nu i Hinge haver mentis eller kiend nogen på førnævnte øde mølle plads, hvortil er og en del jord tilliggende og samme jord bruges af Anders Lauridsen udi Hinge.”

I markbogen fra 1688 beskrives møllen som en skvatmølle, og det er faktisk ganske interessant. For hvis der virkelig har været en rigtig skvatmølle her syd for Hinge, er det lidt af en sensation. Man har i årevis diskuteret, om der har været skvatmøller i Danmark, men i dag mener de førende forskere på området, at det ikke er tilfældet. Kun på Bornholm har der været skvatmøller⁶.

Men hvad er en skvatmølle? Det er der desværre to mulige svar på. Dels er det navnet på en meget enkel vandmølle, hvor vandhjulet ligger vandret. Og dels kan navnet bruges om alle mindre vandmøller. I ‘Ordbog over det danske Sprog’ står således: “egl.: mølle, der drives af en lille smule vand; lille, ikke skyldsat vandmølle til eget brug; spec. om primitiv mølle med vandret liggende hjul“⁷. Det er ud fra sammenhængen umuligt at gennemskue, hvilken af de to muligheder der er tale om her ved Hinge.

Tidligere troede man, at de første vandmøller i Danmark alle var små møller med vandrette vandhjul, men den herskende opfattelse er nu, at de små vandrette møller kun har været i brug i relativt kuperede områder. Der er således ingen tvivl om, at der har været vandrette møller på Bornholm. Her blev en sådan såkaldt ‘plaskemølle’ beskrevet i 1815. 

Jeg mener dog godt, at man kan argumentere for, at der har været vandrette skvatmøller andre steder end på Bornholm. De vandrette møller er meget enkle at bygge; det kan enhver fingerfærdig bonde gøre, hvorimod de lodrette møller kræver store håndværksmæssige færdigheder. De vandrette har også været relativt billige, da de kun kræver lidt materiale og kan placeres i ganske små huse. Og endelig kan de placeres nærmest hvor som helst, idet de ikke kræver opstemninger. Det skal blot være muligt at lede vandet ned på møllehjulet. Det har man let kunnet gøre med en rende af træ.

Jeg må naturligvis acceptere, at man ikke har fundet rester af vandrette skvatmøller i Jylland, men det udelukker jo ikke, at de har været der, indtil det lykkedes for kongen og herremændene at få dem nedlagt. Det er indiskutabelt, at bøndernes små vandmøller forsvandt i løbet af 1600-tallet. Christian den 5. beordrer det direkte i Danske Lov fra 1683. Her står, at “Bøndernis Sqvatmøller, som ere paa een Miil nær rette Landgieldsmøller, som holdis ved Magt, og noksom kand Bøndernis Maalning forrestaa, skal afskaffis.⁸” Men allerede inden havde både herremændene og kongemagten gjort flere forsøg på at få bøndernes små vandmøller nedlagt. For herremændene var det naturligvis en stor økonomisk fordel, at bønderne blev tvunget til at bruge herremændenes møller. Det fremgår da også tydeligt af Danske Lov, at forbuddet netop er begrundet i at sikre mølleejerne indtægter fra bønderne. Forbuddet handler ikke om teknologiske forskelle.

Hvornår blev møllen nedlagt?

Det er åbenbart, at møllen må være forsvundet nogle år før 1688. Som nævnt ovenfor står der i Hinges markbog fra dette år, at der ikke længere er nogen mænd i Hinge, der kender noget til de tidligere møllere. Det må vel betyde, at møllen senest har været i brug i første del af 1600-tallet. Men min morfar nævner imidlertid fire optegnelser fra midten af 1600-tallet hvor enten en mølle eller en møller i Hinge omtales.

De to ældste af disse optegnelser er fundet af ovennævnte Søren Hansen fra Vejle. If. min morfar har Hansen i et brev fra 1905 beskrevet to eksempler, det ene fra 1632, det andet fra 1651. Hansen har hertil tilføjet “Det er de eneste gange, jeg har truffet møllen nævnt som eksisterende. Den må være bleven øde i krigen 1657-60, thi i matriklen af 1662 findes den ikke.” 

De to andre – og yngste – optegnelser stammer fra kirkebogen i Galten, det ene er fra 1672, det andet fra 1678. Dem har min morfar selv fundet.

Det vil her føre for vidt at gøre nærmere rede for de fire optegnelser, kun lidt om den første (fra 1632) og den sidste (fra 1678). I 1632 nævnes en “Jens Christensen i Hinge Mølle” som ‘tingsvidne’; han beskrives som “ugedagstjener og daglig træl⁹ til Brusgård”. Og han kan således næppe (også) have været møller – med mindre møllen var meget lille og ikke hyppigt brugt. Men han kan være søn eller efterkommer af en møller, måske i familie med “Niels Christensen Møller, Hinge”, der i 1672 bliver udlagt som barnefader.

I 1678 nævnes begravelsen af en Mogens Møller i Hinge Mølle. Om ham skriver min morfar, at der må være tale om et nedarvet Møller-navn og ikke en stillingsbetegnelse. Og det lyder bestemt logisk set i lyset af at Hinge-mændene ti år senere ikke kender noget til de tidligere møllere. Spørgsmålet er så, hvorfor Mogens Møller omtales med bopæl i Hinge Mølle? Det kan jo være, fordi han tidligere har haft bopæl på Hinge Mølle – og være mere kendt for dette, end for den bopæl han havde ved sin død.

Det er således ikke nemt at begribe, hvornår møllen er blevet nedlagt. Men det kan godt passe, at det er sket i løbet af 1600-tallet. Men formentlig er det allerede sket før svenskekrigene i 1657-60. Hvis møllen først blev ødelagt under disse krige, burde kendskab til møllerne ikke være helt forsvundet i 1688, hvor matriklen blev udarbejdet.

Møllens hurtige forsvinden – også fra den kollektive hukommelse – tyder på, at møllen virkelig har været lille. Der har næppe været nogen opstemning, og møllebygningen har blot været lavet af træ. Det kan derfor godt have været en vandret skvatmølle, men naturligvis også en anden meget lille mølle.

Men måske kan vi senere blive klogere?

Hvor lå møllen?

If. markbogen lå møllen på den “øde mølle plads, hvortil er og en del jord tilliggende og samme jord bruges af Anders Lauridsen udi Hinge.” Markbogen fortæller også at møllen lå syd for Hinge og neden for – altså nord for – Alstrup Mølle. Møllen må også have ligget i Hinge Bys ejerlav, da møllen ellers ville have heddet Erslev Mølle. Det betyder, at møllen højst har ligget få 100 meter fra det sydligste hus (den tidligere skole) i Hinge. Det er desuden et rimeligt gæt, at møllen har ligget relativt tæt på vejen mellem Hinge og Erslev, og det indskrænker yderligere afstanden mellem by og mølle.

I dag er det pågældende område fordelt på tre matrikler, 4a, 5a og 5g, men den sidste rummer den mest sandsynlige placering. På matrikelkortet fra 1816 kan man imidlertid se, at 5g (og i øvrigt også de to andre) var delt op på flere forskellige ejere. Det fremgår også, at det pågældende område er eng. Hinge-gårdene har øjensynligt hver haft sin englod her.

Vi kan næppe blive klogere på nuværende tidspunkt. Vi ved kun cirka, hvor møllen har ligget, og vi ved desuden kun, at det har været en lille mølle. Men vi ved ikke om møllehjulet lå vandret eller lodret. 

Det viser sig dog, at vi godt kan få lidt mere hjælp af min morfar.

Efterskrift

Under arbejdet med denne artikel besøgte jeg Hadsten Lokalarkiv. De var meget hjælpsomme, og jeg fik flere relevante oplysninger. Blandt andet at der har været en vejrmølle ved Hinge. Møllen blev dog først bygget omkring 1870. Og den lå ved Randersvej nord for Lecaværket, så det er udelukket, at den kan forveksles med skvatmøllen ved åen.

Lokalarkivet hjalp mig også med at finde frem til den trykte udgave af min morfars artikel. Den står i ‘Historisk årbog for Randers Amt’, 1914. Titlen er ‘Hinge By historisk fremstillet til henved Aar 1700’. Det viser sig, at det hæfte, der lå sammen med brevbøgerne, kun indeholdt cirka halvdelen af artiklen. Den del der ikke er med i hæftet, handler om Hinges marker, gårde og indbyggere i sidste del af 1600-tallet. Man bemærker her, at en af de dengang tre gårde var en selvejergård – dog hørte gårdens såkaldte ‘herlighed’ til Brusgård¹⁰. De to andre gårde var fæstegårde, den ene hørte under Hagsholm, den anden under Clausholm. Her kan man virkelig tale om en delt by, der må have haft svært ved at stå sammen.

Og så er der endnu en ting i den trykte udgave af artiklen. Den gør os meget klogere på den forsvundne skvatmølle, men slår desværre også benene væk under muligheden for, at møllen kunne have været en horisontal vandmølle. Morfar skriver nemlig – med matriklen fra 1662 som kilde – at i engen “ca. 500 alen syd for byen kunne man ved møllevadet slippe over bækken neden for mølledammen”. Hvis der har været en mølledam, har der næppe været en horisontal mølle. De behøver nemlig ikke opstemmet vand for at kunne fungere. Området er imidlertid i dag ganske fladt og uden spor af opstemning, så der kan næppe heller have været en overfaldsmølle som på Alstrupgård. Der har således nok kun været tale om en lille underfaldsmølle. Men det udelukker naturligvis ikke, at der tidligere kan have været en horisontal vandmølle på stedet.

Det var måske en opgave for Moesgaard Museum at bygge en kopi af en vandret skvatmølle i et fladt område som her ved Hinge, så man kan få undersøgt, hvor godt en vandret mølle fungerer i fladt terræn.

_{Stor tak fra Lokalarkivet, for fortællingen og for tilladelse til genoptryk, til artiklens forfatter Peder Meyhoff, cand. mag. og pensioneret gymnasielærer.
Artiklen er trykt første gang i Østjysk Hjemstavn, årg. 87 (2022).}

_{Herunder bringes forfatterens noter til arkiklen.}

^Noter:

1 udgave, bind 11 (Gads Forlag, 2019), side 187.
2 Søren Hansen: Meddelelser om forsvundne kirker i Erslev og Hinge i Galten herred. ‘Samlinger til Jydsk Historie og Topografi’, 1903.  Trap Danmark 6.
3  P. Christensen: Hvor lå Hinge Kirke? ‘Samlinger til Jydsk Historie og Topografi’, 1903.
4 Søren Hansen: Endnu en gang: Hvor lå Hinge Kirke. ‘Samlinger til Jydsk Historie og Topografi’, 1903.
5 Pest i middelalderen – https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/pest/.
6 Christian Fischer: Tidlige danske vandmøller (Jysk Arkæologisk Selskab, 2004), s 108.
7 Ordbog over det danske Sprog, https://ordnet.dk/ods. ‘Skyldsat’ betyder ‘vurdering med henblik på skattebetaling’.
8 http://bjoerna.dk/DL-1683-internet.pdf. Bestemmelsen står i kapitel 11, artikel 4.
9 Her betyder ‘træl’ kun at Jens Christensen har skullet udføre hoveriarbejde på Brusgård.
10 ‘Herligheden’ omfattede typisk retten til jagt og fiskeri på jorden, men kunne blandt andet også omfatte at anklager mod gårdens beboere skulle behandles ved godsejerens domstol.