Efter at tyskerne fra midten af 1943 havde strammet grebet om Danmarks besættelse. Regeringen var gået af og Det tyske politi Gestapo var faret voldsomt frem mod den tiltagende modstandskamp, tyskerne havde indført dødsstraf for angreb på tyske soldater, og nedkastningen af våben og sprængstoffer fra England var øget kraftigt.
Dette medførte at det blev sværere og sværere at finde steder til at gemme de nedkastede våben.
Historien er fortalt at en ung pige der tjente i huset hos en landmand imellem Randers og Ødum, tæt på hovedvejen imellem Århus og Randers.
Vi gengiver den unge piges historie.
’1 november 1944 kom jeg ud at tjene som ung pige i huset, det var på en gård der hed Drostrupgård i Rud. Gården var meget gammel, murene var af bindingsværk, den lå lidt fra landevejen imellem Randers og Århus, Gården ejedes af en pengestærk og kendt mand Volmer Lind, han ejede flere gårde og restaurationer i Nordjylland, bl. a. Kilden i Ålborg. Volmer Lind var gået ind i modstandsarbejdet imod tyskerne, og bestyrerparret på Drostrupgård blev involveret, ved at modstandsfolk, som Volmer kendte, boede på gården.
I 1944 påbegyndtes bygningen af en ny gård, helt oppe ved landevejen. Byggefirmaet hed Tectum, deres murer boede på den gamle gård, disse håndværkere var eller blev inddraget i modstandsarbejdet.
De lyttede med på de engelske radioudsendelser, og skrev ned når deres kode blev nævnt.
De andre modstandsfolk (4-6 stk.) var politifolk og lign. som ikke, var taget af tyskerne. Om dagen hjalp de lidt håndværkerne, ved den nye gård, de frøs meget i den strenge vinter 44/45, under arbejdet bar de guldringe med sten i, og deres pæne hænder røbede at de var kontorfolk, og jeg stillede spørgsmål, først da fik jeg at vide, at nogle af håndværkerne var modstandsfolk, og var under jorden, som man sagde.
Volmer Lind skaffede ekstra forsyninger af madvarer, i den stærke kulde skulle der mere god mad til folkene.
Den ene dag kunne der være 6-7 personer til måltiderne, og den næste dag måske 20-25 personer. Volmer ringede som regel og fortalte hvor mange der blev. I øvrigt var der 3 karle på gården, modstandsfolkene havde den store stue, hvor de sov i halm, hvis de havde været ude til sabotage eller våbennedkastninger om natten, var de meget trætte og sov længe dagen efter. De aftener hvor de var hjemme var der hygge med sang og nogle spillede musikinstrumenter.
En af modstandsfolkene var i øvrigt læge eller lægestuderende, jeg fik forfrysninger på hænderne og i fødderne (det frøs ofte 20-30 grader og der var dårlige forhold på den gamle gård) men han gav mig gode råd, så det ikke var nødvendigt at søge læge.
Da den nye gård var færdigbygget flyttede vi derop, men modstandsfolkene blev nede på den gamle gård, dog kom de op for at spise og høre engelsk radio.
En dag ringede Volmer og spurgte om vi kunne tage en hel familie, de skulle bo nede på den gamle gård. Da de kom viste det sig at manden nok var dansk, men antagelig havde tyske papirer, han var indkaldt til tysk krigstjeneste, han havde legemlige fejl (manglede bl. a. en tommeltot) af den grund var han tidligere kasseret, men nu tog tyskerne alle mænd til krigstjeneste.
Ham kaldte vi Jensen han var håndværker (tømrer). Parret var ca. 30 år, de havde 2 børn (dreng- pige ca. 2 og 5 år) konen og børnene var meget skræmte og ængstelige, de kom fra Isenvad, de havde intet fået med sig.
En aften kom manden op til os for at høre engelsk radio, jeg var alene hjemme med bestyrerparrets lille pige. Det bankede hårdt på døren, Jensen havde set at der holdt tyske militærkøretøjer ude på vejen, han nåede at sige vi er mand kone og barn, men nåede ikke at slukke for de engelske radio før der var soldater i stuen.
De ville blot ringe efter hjælp, da et køretøj var gået i stykker.
Da de hørte den engelske radio skruede de blot op for radioen. Tyskerne gjorde os ikke noget ondt. De fortrak til laden, hvor de overnattede i halmen og forsvandt næste dag.
Engang da jeg skulle hjælpe med at tærske korn i laden, var der kommet uorden i kornnegene så de var sammenfiltret det viste sig at der længere nede var skjult nogle trækasser, det har givet været modstandsfolkene, som havde gemt noget der, vi lod dem ligge og standsede arbejdet’.
Pigens navn kendte vi ikke, men efterfølgende, har vi haft kontakt til hendes søn, Torben Thorsen fra Esbjerg, som kunne fortælle at hendes navn var Karla Thorsen.
Torben skriver. Drostrupgård var ejet af en forretningsmand fra Ålborg og han bortforpagtede gården til parret Inga og Åge Madsen. Forpagterparret havde været tjenestefolk hos min morfar Klaus Thomsen i Hejnsvig. Den omtalte forretningsmand er ikke kendt af lokalarkivet i Ålborg i forbindelse med modstandsbevægelsen. Han begyndte at sende folk, der var gået under jorden til den ensomt beliggende gård i Drostrup. På grund af de mange indkvarteringer skulle de bruge en tjenestepige.
Det var ikke nemt at finde en, dels skulle vedkommende kunne tie stille og dels var der ingen ledige. De kom i tanke om Klaus datter, min moder Karla.
Muligvis den 30. april 1945 blev Karla kaldt hjem til Hejnsvig lige inden befrielsen.
Ingen tvivl pigen og folkene kunne være kommet gruelig galt af sted hvis Gestapo havde fundet ud af hvad der foregik på ejendommen.
Herluf Nydam