Oplægsholdere søges

Lokalarkivet afholder hvert år 2-4 arrangementer, hvor vi har et særligt emne på programmet.

Emner er der nok af, men det kan somme tider være en udfordring at finde en person, der gerne vil tale om noget, han eller hun brænder for.

Derfor efterlyser vi historisk interesserede, der gerne vil formidle et særligt emne til en flok på 20-35 deltagere. Vi vil gerne invitere dig/jer til at møde op og fortælle i 30-60 minutter om et emne, der interesserer dig/jer.

Vores faste arrangementer er:
2. lørdag i november: Arkivernes Dag
En aften i marts: Lokalarkivets Generalforsamling
Vi arrangerer gerne en eller flere foredragsaftener på andre tidspunkter af året.

Del din fortælling med os

Oplægget kan fx handle om anekdoter fra familiehistorien, om et af sognene i arkivets område (vi dækker den gamle Hadsten Kommune), om livet på gården i de små landsbyer, eller der kan sættes fokus på et tværgående emne fx tiden under Besættelsen, livet som syerske, husholderske, mejerist eller tømrermester. Måske har du fortællinger liggende skriftligt fra dine forældre, som kan omsættes til et oplæg, blot ved at supplere med fotos, malerier eller andre genstande. Mulighederne er uendelige.

Måske kender du til historien om smed Julius og Anna Eis, som boede i Selling og havde en kat ved navn “Manden”? Se nærmere på dem nederst på denne side. Om sådan et foto kan der ganske sikkert spindes en historie, der tilnærmelsesvis ligger tæt på sandheden!

Supplér med arkivets fotos, dokumenter og genstande

Går du med en fortælling i maven, som du vil have hjælp til at få suppleret med tidstypiske fotos, så har Lokalarkivet helt sikkert en masse materiale, du kan bruge som inspiration. Husk blot at starte i god tid med at lave en aftale med os på Lokalarkivet, så du har god tid til at forberede dig.

* *

Vi vil også gerne høre fra dig, hvis du kender til en oplægsholder, du har oplevet i andre sammenhænge, der inden for max 1 time kan underholde om et emne, der har noget med lokalhistorie eller Danmarkshistorie at gøre. På arkivet arbejder vi som frivillige, dvs vi kan ikke tilbyde at lønne en foredragsholder. Men et par flasker god vin kan vi da stille op med.

Skriv til os på mail: eller ring på tlf. 22 79 53 64 inden for åbningstiden, som du kan læse om på arkivets webside.

Udateret: Julius og Anna Eis i Selling.
Ukendt fotograf / Hadsten Lokalarkiv

Forsidefoto: rawpixel.com