Om nogle af de første svenskere, der kom til Hadsten-egnen

Som nogle måske ved, har jeg skrevet to bøger om (nogle af) de svenskere, der fra 1850’erne og frem kom til den sydlige del af Favrskov kommune, dvs. til de gamle Hinnerup og Hammel kommuner.
Men det var ikke kun her der kom svenskere, det gjorde der overalt i Danmark. Ganske vist kom de primært til de egne der ligger tættest på Sverige, især Bornholm, København og resten af det østlige Sjælland, men de kom også til Østjylland – og også til den tidligere Hadsten kommune. I begyndelsen kom de for at arbejde og tjene penge, men med tiden endte mange med at blive boende her. Også i Hadsten og omegn. 

Der var hist og her enkelte svenskere i Østjylland også før 1850, men det var først nogle år ind i 1850’erne at de kom hertil i større tal. Ved folketællingen i 1855 blev der således kun registreret tre svenske tjenestefolk i den tidligere Hadsten Kommune – Israel Stephanson, Jon Christiansson og Salomon Peterson. De tjente mærkeligt nok alle tre i den lille landsby Røved i Ødum sogn. De to første var hos Wiinholt på Røved Mølle, mens Salomon var på Niels Nielsen Snogs gård i Røved. De havde muligvis allerede da været nogen tid i Østjylland, med de flyttede snart videre – Israel og Salomon til Halling sogn, Jon til Århus. Og efter nogle år rejste Israel igen hjem til Småland.

Og nu var kun Salomon tilbage her på egnen, ganske vist ikke i Ødum sogn, men dog lige uden for. Han blev gift med en dansk kvinde og slog sig herefter permanent ned på Halling Mark. Her ernærede han sig i hvert fald delvis som sadelmager. Og her døde han i 1898 som 74-årig. 

De tre første svenske gæstearbejdere kom således til at følge hver sin retning. Én tog retur til Sverige, en blev husmand på landet, og en tog til Århus. Og dermed blev de ganske repræsentative for de mange svenske gæstearbejdere, der kom til Østjylland fra 1850’erne og frem – og hvoraf de fleste jo endte som indvandrere med ægtefælle og børn her i landet.

De tre var også repræsentanter for indvandringens spæde begyndelse. Det var først i sommeren 1855 at den svenske tilflytning til Østjylland for alvor tog fart. Så hvor folketællerne i 1855 kun registrerede tre svenskere i den tidligere Hadsten Kommune – som i øvrigt alle hurtigt flyttede videre – blev der ved tællingen i 1860 registreret 88 svenskere i området. Heraf tjente ikke mindre end 16 på Clausholm gods ved Voldum.

Efter de tre kom der hurtigt mange flere

Det var på (nogle af) herregårdene og de andre store gårde at man gjorde mest brug af svensk arbejdskraft. Her var der behov for kvinder til blandt andet at malke, hakke roer og høste, og her havde man brug for mænd til passe køer, lave markarbejde og grave dræningsgrøfter. Nogle tjenestefolk – svenske såvel som danske – blev de på den samme gård i flere år, men andre flyttede hyppigt rundt. Og svenskerne tog ofte hjem til Sverige for siden at vende retur til Danmark. Men i de fleste tilfælde flyttede man blot rundt mellem nogle nabosogne.

Det var således helt almindeligt at pendulere mellem de forskellige gårde på Grundfør-Ødum-Spørring-egnen. Her havde blandt andet de store gårde Haraldslund, Haraldsmark, Gunneruplund og Thomasminde brug for mange tjenestefolk. Det samme var tilfældet på møllerne, blandt andet Grundfør Mølle og Røved Mølle.Og der kom også svenskere på mange almindelige bøndergårde.

Det samme mønster gjorde sig også gældende omkring Voldum. Her flyttede tjenestefolkene mellem blandt andet Clausholm, Eriksborg og Brusgård. Naturligvis var der også nogle der flyttede i andre retninger, men det var især på gårdene i den østlige del af Hadsten kommune at der var mange svenskere.
Ved folketællingen i 1860 fandt tællerne typisk blot nogle få svenskere i de fleste af kommunens sogne, men i Voldum, Rud og Ødum var der alle steder over ti. Og de fyldte i det samlede billede. Mere end 3 % af de registrerede personer i disse tre sogne var således født i Sverige. Også i det lille Lerbjerg sogn var andelen af svenskere over 3 % – men her var der dog blot fem svenskere. Til sammenligning var andelen af svenskere dengang 4,4 % i Hammel (med Frijsenborg) 4,4 %, og 2,0 % i Grundfør (med Haraldslund).

Ved at se i de såkaldte tilgangslister kan man se hvornår de enkelte svenskere kom til et sogn – hvis ellers svenskerne meldte sig hos præsten, og forudsat præsten også huskede at notere dem. Og her kan man se, hvordan Salomon og de to andre Røved-svenskere der er nævnt ovenfor, hurtigt fik følge af andre svenskere, især fra det sydlige Småland, Blekinge og det østlige Skåne. 

Her vil jeg se på nogle af de første der som Salomon slog sig ned her på egnen og som også fik efterkommere her. Som nævnt flyttede tjenestefolk dengang hyppigt rundt – måske på jagt efter en kæreste eller blot en bedre plads – og selvom de undervejs passerede et sogn i Hadsten Kommune, kom de ofte gennem adskillige andre landsogne inden de (måske) blev gift og fik en mere permanent bolig som indsiddere eller husmænd. Det kunne også være at de endte i Århus. Og en del svenskere tog tilbage til deres fosterland. Der var også nogle der rejste videre til Amerika.

Truels

Den første svensker der blev gift i Ødum kirke, hed Truels Håkonsson. Han kom fra Glimåkra i det østlige Skåne, men hvornår han kom til Danmark er uklart. Det ligger imidlertid fast, at han blev gift den 26. april 1856. Han tjente dengang på Haraldslund i Grundfør sogn, men bruden – Ane Kjerstine Jensdatter – kom fra Tåstrup Mark i Ødum sogn. Hun var gravid ved brylluppet og boede derfor hjemme hos sin far.

Der var allerede blevet lyst for dem i februar måned, nok fordi Ane Kjerstine dengang var blevet klar over at hun var med barn. Så når brylluppet først kommer godt to måneder efter sidste lysning, må det skyldes praktiske problemer – måske med at finde et sted at bo. Det fandt de på Grundfør Mark. Her kunne de leje sig ind, og her fødte Ane en datter der dog døde af kighoste efter blot tre måneder.

Jeg har i bogen Svenskerne kommer skildret Truels og Anes liv ret grundigt, så her blot et kort resumé. De fik et meget omflakkende liv med mange skiftende bopæle mest i Hinnerup-området, men også flere steder omkring Hadsten. Blandt andet var Truels nogle år ledvogter i Lerbjerg, og siden boede de kortvarigt i Over og Neder Hadsten sogn. De fik ni børn, men de fem døde som små. Ganske vist var børnedødeligheden dengang høj – omkring hvert femte barn døde inden det nåede sin første fødselsdag – men at fem ud af ni døde er dog noget usædvanligt. Det er også ganske atypisk, at de flyttede så meget efter de var blevet gift og kommet til bo sammen.

De fik dog et ret langt liv sammen – omend det uden tvivl har været meget fattigt. Truels døde i august 1900 på Amtssygehuset i Århus. Han var da 74 år og ‘arbejdsmand’ i Søften. Som dødsårsag er angivet benbrud og brandbylder. Ane Kjerstine levede endnu nogle år; hun døde i 1903, 71 år gammel. Hun boede da på Søften fattiggård. Dødsårsagen angives her at være kræft.

Alle deres fire børn fik selv børn i Danmark – den ene søn forlod dog kæreste og barn og rejste alene til Amerika, men de tre andre kom til at bo med deres familier i hhv. Grundfør og Århus. En af sønnerne – Troels Christian Troelsen – fik en stor murerforretning i Grundfør og desuden flere tillidshverv i byen – og han har endnu efterkommere på egnen. En dattersøn – Axel Julius Haldur Bergman – blev købmand i Hinnerup, men var omkring 1920 ansat på mejeriet i Hadbjerg. Jeg har skrevet mere om Troels Christians liv i årshæftet fra Hinnerup Egnsarkiv 2025. 

Jöns og Inger

Det næste ‘svenske’ bryllup i Ødum fandt sted i august 1856 – søndagen efter tredje lysning. Brudgommen var her Jöns Johnson Roos der tjente på Haraldsmark. Bruden hed Inger Pettersdotter. Hun havde også været på Haraldsmark, men ved brylluppet boede hun til leje på Tåstrup Mark. Jeg har i Svenskerne kommer fejlagtigt antaget at Inger var dansk, eftersom præsten faktisk har skrevet Pedersdatter og ikke på nogen måde antydede, at Inger ikke var dansker. 

Både Jöns og Inger kom fra egnen nord for Kristianstad i det østlige Skåne, og det er ikke umuligt at de kendte hinanden inden de kom til Danmark. Jöns var dog noget ældre end Inger. De kom imidlertid nogenlunde samtidig – begge i maj 1855 – men ikke til samme gård. Jöns skulle være tjenestekarl på Haraldsmark i Ødum sogn, og Inger skulle tjene på Skårupgård i Todbjerg sogn. I 1856 flyttede Inger dog videre til Jöns på Haraldsmark. Og da var hun allerede gravid – angiveligt med Jöns.
Samme dag som Jöns og Inger blev gift, holdt de også barnedåb. Inger havde nemlig født en datter en måned før. Præsten skrev at datteren blev døbt Ane Marie Jöns, men folketælleren i 1860 skrev dog efternavnet som Jensen. 

I 1858 flyttede Jöns og Inger til Grundfør. Vi ved kun at de skulle være indsiddere, altså bo til leje, i Grundfør. Ødum-præsten har skrevet at de forlod Ødum den 4. juli, og præsten i Grundfør har noteret at Inger fødte en søn den 6. juli. Præsten skrev at den lille ny fik navnet Jens Peter Jensen. Der har åbenbart været frygt for barnets liv, for han blev hjemmedøbt 19. september pga. sygdom. Han overlevede dog, og 27. februar 1859 blev han fremstillet i kirken. Ved den lejlighed var både Truels Håkonsson og Ane Kirstine Jensdatter faddere – det var Ane Kirstine der bar barnet. 

Senere samme år flyttede Jöns og Inger tilbage til Ødum. Også her skulle de være indsiddere. Og ved folketællingen i 1860 optræder de ganske rigtigt som beboere i et hus. De deler huset med en anden familie, men har deres egen husstand.

Siden kan jeg imidlertid ikke finde dem. Jeg har ledt alle relevante steder, men hver gang forgæves. Jeg kan heller ikke finde dem i Sverige, men det mest sandsynlige er dog nok at de er rejst tilbage til deres hjemegn. De burde ganske vist have meldt sig hos Ødum-præsten inden de forlod hans sogn, men måske har de ikke ment det var nødvendigt, når man forlod Danmark.

Fajer og Bengta – og Alfrida

Langt, langt de fleste svenskere der kom til Østjylland i 1850’erne, var enlige. Men der var enkelte ægtepar imellem, også meget tidligt. Det første svenske ægtepar jeg har fundet på Hadsten-egnen, er Fajer Pålsson og Bengta Jönsdotter. De kom begge fra det vestlige Skåne; inden rejsen til Danmark boede de i Örmatofta der i dag nærmest er en forstad til Kristianstad.

Jeg ved ikke hvornår de ankom til Østjylland, men i 1856 boede de i hvert fald i Ødum sogn. De er ikke registreret i folketællingen fra 1855, men i 1856 flytter de fra Ødum sogn til Spørring sogn. Her kommer de til at bo til leje på Spørring Mark, og her får de en datter, Ane-Marie Fajersen. Allerede i 1858 flytter de imidlertid tilbage til Ødum sogn, nu til Gunneruplund Mark ved Røved (i 1860 beskrives deres bopæl som Røved Skov, men det er måske blot to navne for samme sted?). Også her bor de til leje. Fire år efter flytter de til videre til Mejlby. Ved tællingen i 1870 er de registreret som daglejere på Mejlby Mark. Datteren Ane-Marie bor på dette tidspunkt sammen med dem. 

I 1873 rejser de imidlertid alle tre samlet til Sverige. Ved tællingen i 1880 bor de i Bengtas hjemby, Rickerum i Äsphult sogn i Skåne. Ane-Marie bor fortsat sammen med dem. Og her dør Fajer i 1882 og Bengta i 1890 – begge af alderdomssvaghed. 

Og Ane-Marie? Hun bliver gift med en svensk mand og flytter til Hyllie ved Malmö.

Men dermed er det ikke slut med familien i Danmark. Da Fajer og Bengta kom til Danmark, havde de mindst ét barn med sig, en søn ved navn Anders Fajersen. Han må have boet hos forældrene de første år, men da han i 1860 er 14 år, bliver han registreret som tjenestedreng i Halling sogn. Samme år bliver han konfirmeret i Halling. 

I de følgende år flytter han meget rundt på egnen, og er blandt andet et par år i Voldum sogn (1862-1864). Senere bliver han gift med en ung kvinde fra Mejlby, Nikoline Marie Pedersen. De kommer til at bo i Hårup-Krannestrup – formentlig i Nikolines barndomshjem og sammen med hendes mor. Det er åbenbart et hus med så meget jord at familien kan leve af det. Her får de flere børn, hvoraf de to første dog dør inden de bliver voksne; kun døtrene Bertholine Marie og Julie Petrine overlever.

Ved folketællingen i 1916 har familien forladt Mejlby og bor nu i Sjællandsgade 34 i Århus. De bor i stueetagen. Husstanden omfatter her foruden Anders og Nikoline også den yngste datter, Julie, samt dennes lille søn Peder Christian med efternavnet Fajersen. 

Også Bertholine kommer til Århus. Hun bliver gift med Niels Olesen Gaarde der er eller bliver gårdejer i Vejlby sogn, og her ender hun sit liv i 1967. Hun blev begravet på Vejlby kirkegård. Jeg har ikke undersøgt deres videre liv, men de fik i hvert fald to døtre, Asta Kristine og Metha Dorthea, begge med efternavnet Gaarde.

Der er endnu en grund til at nævne Fajer og Bengta. Selvom de givetvis har boet småt, havde de plads til at have den unge ugifte svenske kvinde Alfrida Almquist boende, da hun i 1859 fødte en datter. Alfrida var blevet gravid mens hun tjente i Trige sogn, og nu manglede hun et sted at være i tiden omkring fødslen. Den fandt hun hos Fajer og Bengta på Gunneruplund Mark.

Det var imidlertid kun kort tid hun boede her; blot fire måneder efter fødslen flyttede hun videre til Haldum sogn. Her prøvede hun at ernære sig selv og sin datter ved at sy for folk, men det var åbenbart for svært, og efter fem måneder tog hun videre til Spørring sogn. Her skulle hun være tjenestepige. Datteren efterlod hun hos en plejefamilie i Haldum sogn – og her døde datteren året efter. Alfrida flyttede senere til Ristrup ved Sabro, og hun kom aldrig tilbage til Ødum sogn. Jeg har skildret hendes livsforløb i Det var Flickorna fra Sverige.

Inga Lena

Alfrida var en af de første ugifte svenske kvinder, der fik barn i den tidligere Hadsten kommune, men hun var langt fra den eneste. Hendes liv var også ganske typisk; det var helt almindeligt at de ugifte mødre var nødt til at sætte sit barn i pleje, så de selv kunne fortsætte arbejdet som tjenestepige. Det var heller ikke ualmindeligt at de mistede et eller flere børn. Og for det meste endte det med at de blev gift – ofte med danske mænd. Det gjorde Alfrida også. Og det samme gjorde Inga Lena Håkonsdotter fra Bolmstad i Småland – dog var det en tysk mand hun blev gift med. Han hed Georg Heinrich Schmeltz og var fra fyrstedømmet Kurhessen i det vestlige Tyskland. 

Dengang kom den næststørste gruppe af indvandrere fra Tyskland. De havde ofte arbejde på de større gårdes mejerier. Inga Lenes tilkommende var dog ‘schäfer’, dvs. fårehyrde eller måske fårepasser. Det var imidlertid også et arbejde, der kun fandtes på de store gårde. Og Heinrich var netop ansat på en herregård, Favrskov i Lyngå sogn.

Da Inga Lena fødte sit første barn, var hun ikke gift. Hun havde tjent på Ristrup ved Sabro, men var i november 1859 flyttet til Lyngå. Her skulle hun bo til leje hos en fattig skærsliberfamilie – husfaren her var formentlig også tysker. Inga Lene var da langt henne i graviditeten, og allerede i januar 1860 fødte hun en datter, Anne Cathrine Henrichsen, opkaldt efter barnets far. Man kan allerede her fornemme at faren var seriøs, for præsten har skrevet, at Heinrich ‘meldte sig’ som barnefar. Det varede dog helt til oktober før de blev gift, men årsagen til forsinkelsen kan være ganske praktisk, fx at det tog tid at skaffe de nødvendige attester fra hjemlandet – eller at de skulle finde et sted at bo.

Kort efter brylluppet, juleaftensdag 1860, flytter Inga Lena og datteren imidlertid alene til Klammose Huse i Over og Neder Hadsten sogn. Det er en lille bebyggelse, der i dag har adresse på Mosevej. De er ganske vist ikke noteret i tilgangslisten fra Hadsten, og Heinrich er hverken til at finde i afgangslisten fra Lyngå eller i tilgangslisten fra Hadsten. Igen kan der være ganske praktiske årsager til de manglende registreringer, der er i hvert fald ingen tvivl om at de nu bor sammen. I januar 1862 får de nemlig en søn. Han bliver døbt Jacob Schmeltz, og præsten har skrevet at forældrene bor i Neder Hadsten. Det kan nok kun forstås sådan at de bor sammen. 
I hvert fald får de endnu et par børn i de følgende år, i 1865 datteren Johanne Pouline Schmeltz, og i 1867 følger endnu en datter, Ane Marie Schmeltz. Og ved folketællingen i 1870 er de alle – far, mor og fire børn – registreret i et hus i Hadsten. Heinrich er beskrevet som arbejdsmand. Siden får de endnu en søn, der dog dør som lille. 

I 1874 får familien en overraskende forøgelse. Hjemme i Småland er Inga Lenas mor død, og der er ikke længere noget der binder hendes far Håkon Persson til hjembygden, så han beslutter sig for at rejse til Danmark. Her kommer han på aftægt hos Inga Lene og Heinrich.

Det er sådan man finder dem ved folketællingen i 1880. Og denne gang har tælleren noteret at de bor i Klammosen, så de har uden tvivl boet i samme hus siden de kom til sognet omkring 1860. Nu er det imidlertid kun det yngste barn der bor hjemme. Jeg kan hverken finde Ane Catrine eller Johanne, men Jacob er tyende hos gårdejerenken Henriette Bach i Lyngå. Han bliver siden gift i Aalborg og bliver far til ti børn. Heraf døde de fleste dog som små. Det er dog sikkert at han får adskillige børnebørn, og på den måde føres Inga Lenas svenske gener videre. Ingen af hendes andre børn får tilsyneladende børn, så det er kun Jacobs børn der kan videreføre slægten.

Allerede nogle måneder efter 1880-tællingen dør den gamle Håkon imidlertid, 75 år gammel. Inga Lena og Heinrichs yngste datter Ane Marie dør i 1886, kun 18 år gammel. Og i 1887 dør Inga Lena selv. Hun blev 57 år. Heinrich lever derimod helt til 1919. Da er han fyldt 90 år. Han dør i huset i Klammosen; her har han boet som enkemand siden Inga Lena døde. Han giftede sig ikke igen.

I mange år havde han dog selskab af datteren Johanne. Hun flytter åbenbart hjem til faren efter morens død. Her fungerer hun som husbestyrerinde, men har også indtægt som syerske. Hun er – eller bliver – imidlertid psykisk syg, og derfor bliver hun indlagt på Råmosegård ved Tirstrup. Her døde hun i 1915, og hun blev begravet på gårdens egen gravplads.

Det er så heldigt at vi ved hvilket hus Inga Lena og Heinrich boede i. I 1983 udgav Børge Jensen nemlig en bog om Hadsten sogns historie, og her har han blandt andet skrevet om alle matriklerne i sognet. Og også om matrikel nr. 27c. Det var en engparcel der blev udskilt fra 27a, og som Heinrich købte i 1860, altså det år han blev gift med Inga Lena. Børge Jensen skriver, at beboelsen på grunden må være blevet etableret ‘ved den tid’, og det lyder ganske rigtigt for da Inga Lena forlod Lyngå sogn ved juletid i 1860, rejste hun jo netop til Klammosen. I øvrigt har huset på grunden i dag adressen Mosevej 8, skriver Børge Jensen. 

Og sådan slutter vi historien om nogle af de første svenskere der kom til Hadsten-egnen. Som vi kan se, fik de meget forskellige liv – dog i alle tilfælde tæt på samfundets bund.

Håkon blev gift med en dansk kvinde og blev på egnen. Jöns og Inger rejste formentlig tilbage til Sverige efter nogle år. Også Fajer og Bengta rejste tilbage, men deres søn blev boende i Østjylland. Inga Helene blev gift med en tysk mand og de blev boende i Neder Hadsten til de døde. Og tager vi Alfrida med – så blev hun gift med en dansk mand i Sabro. Han døde dog tidligt, men Alfrida blev boende i Sabro.

Der er dog én stor gruppe af svenskere, jeg kun lige har strejfet. Det er de kvinder der, som Alfrida, får et eller flere børn med mænd der svigter dem. Dem er der mange af. I bogen Det var flickorna fra Sverige har jeg skrevet om nogle af dem der blev gravide på Hinnerup- og Hammel-egnen. Her kan man se at ophold på Frijsenborg med tilhørende avlsgårde dengang var en risikabel affære, i hvert fald for de kvinder der drømte om et liv med mand og børn. Så hvordan var det for de svenske kvinder på Clausholm? Det håber jeg at få tid til at se på en anden gang.

Peder Meyhoff’s to bøger om de svenske indvandrere.
Bøgerne udkom i hhv 2024 og 2026 på Forlaget SøftenDal.