Hedvig Petersen 1913-1969

En kvinde med hjertets godhed
En beretning om Hedvig Petersen, født Hansen, datter af Slagtermester Niels Henrik Hansen.

Hadsten var på denne tid i en rivende udvikling, mange virksomheder kom til byen, der også havde fået en velfungerende Borger og Håndværkerforening. Niels Hansen så hurtigt mulighederne for at etablere sin egen slagterforretning i den nybyggede ejendom på Østergade 23 ved Møbelsnedker Otto Christensen.

Niels Hansen gifter sig i 1909 med Marie. Parret får hurtigt tre piger: Gerda i 1910, Helga 1911 og Hedvig 1913. De første år er noget spartanske, de er nygifte og med tre børn, samt at Niels er gået i gang med nybygningen af slagterforretningen, og servicerer en endnu større kundekreds med opstart af kødtur på landet.

Familien lever en tryg og god hverdag med socialt samvær med borgerskabet i Hadsten. Her er et billede fra besøg i nabo Frisør Sofus Nielsens have. Niels og Marie deltager også i borgerskabets kortklub bl.a. med Murermester Skjødt.

Marie Hansen dør alt for tidligt i 1923, og det er en meget hård tid for hele familien, som får husbestyrerinde fru Damgaard i huset. Niels Hansen forkæler og beskytter nu hans tre små piger ud over alle grænser, som får en meget kærlig, omsorgfuld og beskyttet opvækst, altid klædt i det fineste tøj, som små prinsser, så de bliver nogle meget eftertragtede piger i Hadsten.

Hedvigs opvækst

Hedvig gik i skole i den nybyggede Vinterslev Skole med den nyankommende unge lærer Holger Hanghøj som klasselærer. Hanghøj blev senere også lærer for Hedvigs 3 børn. Hedvig gik i folkeskolen fra 1. til 7. kl.               

I ungdommen var Hedvig ekspeditrice i slagterforretningen, og når der skulle festes og danses, foregik det som regel i Pavillionen i anlægget. Anlægget ved Afholdshotellet (Østergades Hotel) – eller rettere: Afholdshotellet ved Anlægget. Det forholder sig nemlig sådan, at da hotellet blev indviet efter årsskiftet 1903/04, gik ”Lystanlægget”, som det kaldtes fra start, allerede ind i sit 10. år, etableret af de ledende mænd i Hadsten Håndværkerforening. 

Anlægget og den smukke pavillon blev fra start anvendt til grundlovsfest, høstfester og dilettant og mange baller, der var også noget dengang, der hed en 10-øres dans.

Sidst i 1920’erne gifter faderen Niels Hansen sig med Petrea og de får en datter Else, og det berører meget de tre prinsser, der i ca. 10 år har levet tæt sammen med deres far og blevet forkælet udover alle grænser. Nu er der kommet en helt anden dagsorden i hjemmet, så familien er noget anspændt i en periode. 

Omkring 1930’erne bliver alle tre døtre gift, og de får alle en medgift til at skabe deres egen virksomhed. Gerda bliver gift med Ole Bach, og de etablerer sig med en gård på Selling Hede. Helga bliver gift med Slagter Christian Honore, og de etablerer sig med en slagterforretning i Borgerporten, Aarhus.

Hedvig er den sidste af døtrene, der bliver gift, og det fortælles, at Knud er kommet i lære som slagter ved Hedvigs far. Dengang boede lærlingen og tjenestepigen på tredje sal, hvor også Hedvig havde et værelse. Det var for fristende for Knud og Hedvig, der havde fået et godt øje til hinanden, så ved man godt hvad der kan ske.

Parret bliver gift i Nr. Galten Kirke den 21. maj 1933 og året efter får de deres første barn, Ruth. For deres medgift etablerede de sig med en slagterforretning i Horsens, en forretning uden slagterhus, så de må købe al kødet på slagteriet i Horsens. Det bevirker, at fortjenesten ikke var nær så stor som i Hadsten, hvor man selv købte de levende dyr og selv slagtede dem. Hedvig følte sig ikke tilpas i Horsens, som nybagt husmor og medhjælp i forretningen, så med en lille indkomst og meget arbejde, længtes hun hjem til Hadsten.

I Horsens var Hedvigs læge en nyuddannet læge, som hun syntes var meget flink og omsorgsfuld. Han hed Gregers Petersen, det navn syntes Hedvig var så smukt, så hvis hun en gang fik en søn, så skulle han have det smukke navn. Lægen boede Borgergade 5, Horsens, og han var en dygtig og afholdt læge, der i 1926 startede som læge og hurtigt fik et meget stort klientel.

Efter få år i Horsens og mange erfaringer rigere bliver længslen efter Hadsten for stor, og parret vender tilbage til Hadsten, hvor de køber et to-familiehus på Kirkevej 34. Nu var Knud tilbage som slagtersvend ved Niels Hansen og Hedvig som hjemmegående husmor, en opgave hun ikke syntes særlig meget om.

Livet på Kirkevej 34

Hedvigs sociale værdier gjorde, at hun hurtigt fik kontakt med de andre hjemmegående husmødre. Desuden havde Knud fået bygget en rygeovn i udhuset, og det gav god kontakt med ind- og udlevering af røgvarerne, så hun fik en tålelig tilværelse på Kirkevej.

Hedvig havde en blodsygdom, der bevirkede, at hun kun kunne få børn ca. hvert 6. år, så i 1934 fødte hun Ruth, i 1939 fødte hun Ellen, og i 1946 fødte hun Gregers.

Knud var, ligesom mange mænd på denne tid, meget mands-schauvinistisk og meget udadvendt. Han deltog meget i keglespil på keglebanen ved Hadsten Kro, og han var blevet formand for Hadsten Brevdueklub. Hedvig syntes, hun var meget alene om børnepasningen med mere, og nogle af hendes veninder havde også sagt til hende ”at hun fandt sig i det”. Det endte da også med, at hun tager ind til sin far Niels Hansen og beklager sig. Men han sagde: ” Ta´ nu hjem og gør lidt mere ud af dig selv og sørg for, at bordet er dækket pænt og gerne med hvid dug”. Det hjalp lidt, og der skal aldrig være tvivl: Hedvig elskede Knud rigtig meget og ville gøre alt for ham.

Hver anden søndag kom Hedvigs svigerforældre på besøg kl. 10 med toget fra Aarhus, og de glædede sig hver gang til Hedvigs dejlige søndagsmiddag, med det fineste kød og der var aldrig sparet på piskefløde og smør med mere. Hedvig tilsatte en lille smule sukker, sådan for lige at runde smagen af, som Hedvig altid sagde. Hedvig elskede sukker, det kom der næsten i al hendes madlavning, samt i kaffen – gerne fire teskefulde sukker, og hvis ingen så det, så en ekstra en, som hun selv sagde.

Medens de bor på Kirkevej, kommer Hedvigs ældste datter Ruth allerede efter realeksamen (dengang var det ikke så almindeligt at få studentereksamen), på børne- og sygeplejeskole i Silkeborg med henblik på at blive sygeplejerske. Hun gennemførte og endte med at blive oversygeplejerske i henholdvis Ballerup og Hadsten, her anvist af Marie Damgaard.

Marie Damgaard, børnehjemsinspektør, datter af husbestyrerinden i Hedvigs barndomshjem, følte sig hele livet som en del af familen. Hun var en meget special dame og gammeljomfru). Hun besøgte altid Hedvig, når hun var på børnehjemsinspektion i nærheden af Hadsten. Når hun var på besøg ved Hedvig, var det, som om hun fortsat var på inspektion, ja man kan godt sige at hun tyranniserede og udgød respekt. Når hun trådte ind i stuen, siges der, faldt temperaturen mindst 3-4 grader. Underligt, at familien fandt sig i det.

Når Marie Damgaard havde meldt sin ankomst, som regel et par dage før, så fik Hedvig travlt med hovedrengøring og gjorde tepotten ekstra ren, det var nemlig den eneste gang, der blevet dukket te i hjemmet.

På vejen deltog Hedvig og Knud i Kirkevejs borgerskab, som blandt andet havde dannet en kortklub, der bestod af parrene Skortensfejer Moser, Tømrermester Høgh, Margarineproducent Sørensen, Bogtrykker Quist Nielsen og Slagter Petersen. Det var et rigtig godt venskab, som varede lige indtil Hedvig og Knud overtog slagterforretningen i Østergade. De spillede om penge til en kasse, som så blev brugt til en udflugt en gang om året.

Østergade 9

Hedvigs far Niels Hansen dør af en hjerneblødning, den 17. marts 1951, 65 år gammel. Det er nu helt oplagt, at Knud og Hedvig skal være efterfølgere og overtage slagterforretningen.

Det var noget uventet med så tidlig en død, og det blev noget af en opgave at fremskaffe den kapital, der skulle dække arven til Hedvigs tre søstre Gerda, Helga og nu også Else, samt til enken Petrea Hansen. Til alles tilfredshed blev opgaven løst, og Hedvig kunne nu komme tilbage til sin ynglingsbeskæftigelse, at betjene slagterforretningens mange kunder.

Nu blev det mere sparsomt med at kunne være forældre for børnene. Ruth var jo flyttet til Silkeborg og kom kun hjem i weekenden, medens Ellen nu var begyndt på Realskolen og nu skulle hun naturligvis hjælpe til i forretningen. Det startede med forskellige opgaver, f.eks. at skære pålæg, som blev solgt i lag af tre-fire skiver på hvert lag, der blev solgt rigtigt meget pålæg, Ellen fortsatte efter Realskolen med at være slagterekspeditrice.

Gregers på 5 år begyndte at gå, eller køre på løbehjul, ud med kødpakker til kunderne og fortsatte med det frem til han kom i slagterlære. Personalet i slagterforretningen var, udover Hedvig, en ekspeditrice, to slagterlærlinge og en slagtersvend samt Knud, der ledede slagtehuset, pølsemageriet samt kørte landtur tre gange om ugen til Hadbjerg, Selling og Ødum.

Hedvig befandt sig rigtig godt tilrette i slagterforretningen med ung pige i huset til at holde rent, lave mad til hele personalet, der alle var på kost og logi, samt se efter, at Gregers kom i skole m.m.. Hedvig mødte i forretningen kl. 7.00 og forlod den kun ved toiletbesøg. Den lille smule mad blev serveret i butikken, hun havde et hjørne i forretningen med en stol, hvor hun kunne holde de sparsomme pauser, der blev holdt med en kop stærk kaffe og en Kings cigaret (20-30 stk. pr. dag). Det var helt naturligt dengang, at de fleste røg. Både Hedvig og Knud røg meget – også i forretningen, Hedvig røg som sagt Kings cigaretter og Knud røg store La Boca cigarer.  

Kort efter, at Knud og Hedvig havde overtaget forretningen, fik Hedvig store åbne skinnebenssår, som ikke ville læges, specielt på grund af det kolde stengulv m.m. Det plagede hende resten af livet, hun gik med elastikbind på begge ben fra tå til hofte og var i en stor smerte døgnet rundt. Hun tog stærke smertesstillende piller hver tredje time. Når så hullerne og smerterne blev for kraftige, måtte Hedvig på Ebeltoft Sygehus, der var specialister i skinnebenssår, det måtte hun tre gange indenfor de sidste ti år. Hver gang blev Hedvig opfordret til at holde op med at komme i forretningen, men det kunne der slet ikke være tale om, forretningen stod over alt andet, for hende. 

På grund af Hedvigs dårlige ben og den indbinding, hun måtte have om begge ben, ønskede hun ikke deltage i nogen forskellige sammenkomster, kun lige korte besøg til den nærmeste familie og det blev også mindre og mindre, Hedvig sagde ofte: ”Åh, desværre må jeg sige nej tak, men jeg vil så gerne have indbydelsen”. 

Hedvigs børn har ikke oplevet at have deres mor med til sport, afdansningsbal, skolefester og lignende.

Hedvigs gode gerninger

Hedvig var et kristent menneske, ikke fordi hun gik i kirke, men hun bad sit fadervor hver aften og indpræntede det også for sine børn.

Hedvig sørgede for mad ud af  huset. Hver søndag formiddag grydestegte Hedvig alle de små stykker flæskesteg, der var blevet til overs efter weekendens store salg. Det blev så delt op i skåle med sovs og kartofler, som så blev sendt ud til enlige mænd rundt i Hadsten, som så betalte et symbolsk beløb herfor.          

Hedvig havde et rigtig godt tag på sine kunder, men det er også forståeligt, for hun var et rigtig godt, venligt og gavmildt menneske, og mange elskede at få en lille god snak med altid positive Hedvig. Derudover kom der også ofte lidt ekstra i kødpakken, det bevirkede, at det øvrige personale havde det svært, f.eks. når der blev spurgt hvem er næste? Så kikkede kunderne undskyldende på hinanden, for de ville helst ekspederes af Hedvig.

Der skal ikke være tvivl om, at Hedvigs kærlighed til Knud altid var stor, men hendes gavmildhed satte kærligheden meget på prøve, for det gik udover indtjeningen i butikken, og det havde Knud naturligvis ikke forståelse for, det var jo ham, der skulle få det hele til at hænge sammen.

Som sagt kom Hedvig ofte noget ekstra i kødpakkerne, og i folkemunde lød ofte, samt i eftertiden, at ved Hedvig fik vi altid dobbelt op med leverpostej. Men var det kun leverpostej, så kunne Knud sikkert godt have accepteret det, men det var ofte meget mere. Ligeledes var der kunder, der havde præference for en special rullepølse, som Hedvig købte fra en fabrik Adamsen, i perioder hvor hun havde udsolgt husets egen rullepølse. Dette så Knud meget vredt på, så derfor undlod Hedvig at slå nogle beløb i kassen til at købe rullepølser for til kunderne. Når Hedvig fx uden Knuds vidende ringede efter ny forsyning, og der blev sagt Adamsen, så sagde Hedvig: ”godt Adam – det er Eva, vi skal have 10 stk.”  Den slags og andre kundeønsker gik Hedvig og gjorde for kundernes skyld, vel vidende at det ikke var korrekt overfor Knud. Hedvig ville gøre alt for, at kunderne var tilfredse. 

Med Hedvigs rigtige gode tag på sine kunder, havde hun en god evne til at spotte kundens humør, for som Hedvig ofte sagde: ”vi må gerne være sjove, men det skal helst være kunden, der begynder,”og derefter kom Hedvig med mange sjove annekdoter.

Eksempler på Hedvigs sjove annekdoter, og altid sagt med et glimt i øjet:

Hvis en kunde (herre) bad om noget skært kød, ”Ja, De vil sku ha` inderlår”  

Hvis en kunde (herre) bad medister, ” Nå, skal De ha`lidt jomfrutrøst?”   

Når en kunde bemærkede at det nogle store høns ” Ja! Det er sku hele kalkuner”  

En kunde ønskede nogle kødfulde ben ”Ja! Det er sku hele flæskestege”  

Når en kunde bemærkede, at kød er dyrt ”Ja, men det er bedre at give mig pengene, end aflevere dem på Apoteket”. Dermed mente Hedvig, at det var bedre at være rask og spise kød, fremfor at blive syg og skulle have medicin.                

Lige så god Hedvig kunne være, blev hun også meget skuffet, når kunderne ikke ville betale deres regning. Når hun vidste at kassekreditten var trukket rigeligt op, så tog Hedvig, efter store overvejelser, en pæn kjole på og fik hendes svigersøn Karl Johan til at køre hende ud til kunden for at få pengene eller i det mindste en afdragsordning. Ligeledes en gang, hvor en restaurant på Mols var blevet kunde og ikke betalte, fik hun hendes svigerdatter Helga til at køre derud, men desværre uden resultat. De var åbenbart blevet kunde, fordi de ikke kunne få kredit andre steder.

Hedvig var til tider en lidt hård arbejdsgiver, hun tålte ikke at nogen stod stille, så sagde hun ofte:                             ”ta´ en klud i hånden og tør diske og hylder af“. Lediggang tåltes ikke, det samme hvis man skulle gå fra butik til baglokale for at hente noget, sagde hun altid: ”ta´ et fad med i hånden den anden vej ud”. Var der en opgave, som nogen fandt lidt for svær eller uoverkommelig, så sagde Hedvig: ”man kan det – man vil”.

Om lørdagen når butikken lukkede kl. 14, og der kom ekstra rengørringsfolk til at pudse og spritte forretningen af, så gik Hedvig ikke op i lejligheden for at hvile og pleje sine ben efter en meget travl dag med mange kunde, nej! Hun satte sig sig på stolen, og tog en smøg, der kunne jo komme en kunde. Når så hele forretningen var rengjort og pudset, kom hele personalet op til eftermiddagskaffe og ugelønsudbetaling, det var ikke noget med lønseddel eller lignende. Alle havde deres faste pladser, Knud for bordenden og Hedvig til venstre med pigen i huset og ekspeditricen, for den bordende sad Ellen og Gregers, og på den sidste langside sad svenden og de to lærlinge. Ved hver kuvert lå kontanterne af den aftalte ugeløn, når så lærlingene efter kaffe forlod bordet, knipsede Hedvig lidt med fingrene, for så skulle lærlingene lige tilbagebetale, det forskud, de havde fået i ugens løb af Hedvig.  

Knuds broder Elvin Petersen, stifteren af Expedit, elskede overværelsen af disse lørdag eftermiddage, ofte blev han også for at få en god snak med Hedvig. 

Når det blev aften, sad Hedvig og rensede sine skinnebenssår. Her sad hun også og tænkte hele dagen igennem, og nogle gange hvor hun syntes, at der var gået flere dage end normalt, hvor hun ikke havde set en bestemt kunde, så blev alle i huset spurgt: ”har I set fru eller hr…?”. Når kunden så indfandt sig i butikken, stormede Hedvig frem og tog kunden i hånden og sagde: ”Åh! Hvor dejligt at se Dem, jeg var så bange for, at De var blevet syg.” 

I 1958 kunne Knud og Hedvig fejre sølvbryllup, det blev fejret sammen med deres tre børn hos Hedvigs ældste datter Ruth, der nu var blevet gift med skolelærer Poul Glahn, de boede i et helt nyt boligkvarter i Skovlunde.

Det var meget stort, at de begge to Knud og Hedvig kunne være væk fra forretningen en hel dag på samme tid. De var taget med Århus–København færgen om aftenen og retur næste aften. Selve dagen blev fejret i lejligheden i Skovlunde sammen med deres tre børn med formiddagsbrunch, og til aften gik turen til Tivoli, hvor festmiddagen blev indtaget, inden turen gik tilbage med færgen til Århus.

Overtro

Hedvig havde arvet fra sin far, Niels Hansen, at være noget overtro. Hun sagde:
aldrig gå under en stige, at slå et spejl itu betød 7 års ulykke, aldrig spå om sygdom, en hestesko betyder lykke, en sort kat over vejen betød ulykke,13 var et ulykkestal, begynd ikke på et nyt arbejde en mandag.
7 var Hedvigs lykketal, hendes tre børn er født med et 7-tal i fødselsdatoen. 

Knud og Hedvigs tre børn

Ruth blev oversygeplejerske i Ballerup og i en tre års periode på Plejehjemmet i Hadsten, og som før omtalt gift i 1957 med skolelærer Poul Glahn. De får to børn – en pige Britt og dreng Niels.

Ellen blev slagterekspeditrice i butikken og fortsatte her til den lukkede i 1975, herefter sammen med hendes broder Gregers i P.O .supermarked indtil 1986. Ellen blev gift i 1959 med overtelefonmontør Karl Johan Fischer Nielsen, de fik en pige Anette og en dreng Peter. Desværre døde Peter i 1978 kort før sin konfirmation. 

Gregers blev udlært slagter i 1964 (det var ikke helt efter Hedvigs ønske, hun syntes det var for hårdt et fag). Han fortsatte i butikken som svend indtil 1969, herefter valgte han supermarkedsvejen. Han blev i 1976 den første slagtermester i P.O. supermarked og første formand for Hadsten Erhvervsråd, senere salgschef i forskellige slagterivirksomheder. Hans mange succes’er oplevede Hedvig desværre ikke.

Gregers blev gift med Helga Schou Sørensen, som var slagterekspeditrice i butikken og senere SOSU-assistent, og de fik tre børn: en dreng Robert og to piger Lene og Lisbeth.

Hedvig Petersen døde 19. februar 1969 – 55 år – efter få dages sygehusophold.