Det var i boghandler Drøhse’s forretning i Hadsten, at den ene af to unge lærlinge fik den idé, at livet i Søndergade denne formiddag i 1945, skulle foreviges med kamera. Lærlingen var Herluf Mørkøre Andersen, som allerede dengang var temmelig glad for at fotografere.
På Lokalarkivet har vi modtaget en god portion billeder afleveret af Herlufs efterkommere, heriblandt denne billedserie.
Herlufs idé den formiddag resulterede i nogle unikke stemningsbilleder. Nærmest uden at han forlod forretningen, for alle 10 fotos er taget ud fra boghandlens indgangsdør. Der hersker en særlig rolig og eftertænksom stemning i de forskellige gadepartier, og selv om billedkvaliteten ikke er helt i top, så er der mange detaljer at finde på motiverne. Facader, reklamer, køretøjer og ikke mindst de personer, der bevæger sig rundt i bybilledet på en helt almindelig hverdag i 1945.
Her kommer der et lille udvalg, inklusiv nogle af de forklarende tekster, som Herluf selv påførte dem i sit album, med den samlede overskrift “Et tilbageblik i tiden“:


Ligesom Herluf var Jens S. Schmidt lærling i Drøhse’s Boghandel i efterkrigsårene. De to unge mænd var begge født i 1929, Herluf i Hadsten og Jens i Nordjylland. Skæbnen ville, at den unge Jens blev dræbt i Koreakrigen i 1953. Han blev begravet på Djursland på Vrinners kirkegård.

Foran Engelsk Beklædnings Magasin er den smilende frøken Danielsen ved at hoppe på cyklen og er sikkert på vej tilbage til Hadsten Børnehjem, hvor hun arbejdede, efter sit ærinde i Søndergade.

På billedet her ses et på den tid velkendt Hadsten-postbud, nemlig Chr. Bøgild, på vej rundt i Søndergade med sin post-“vogn”. Han er ved at manøvrere uden om den fine bil, der holder parkeret uden for boghandel Drøhse. Måske er der nogle af læserne, der kan genkende bilmodellen.
I 1958 kunne Chr. Bøgild fejre sit 25 års jubilæum i postvæsenet. En avisartikel kunne i den anledning berette, at Bøgild havde tilnavnet “heste-betvingeren”, fordi han 4 gange havde kastet sig ud i at stoppe løbske heste. I artiklen får han desuden ros for at være både venlig og præcis. Læs mere om postbud Bøgild her.
* * *
Efter lærlingetiden hos Drøhse i Søndergades boghandel blev Herluf Mørkøre Andersens levebrød siden hen handelsrejsende inden for konvolutter. Han blev gift med Ina Edith Andersen (f. 1935 i Århus). Hun var uddannet tandtekniker, var i mange år hjemmegående og passede parrets 4 børn. Senere i livet arbejdede hun i Hadsten Foto. Familien boede i mange år på Vermundsvej og senere på Norgesvej.
Herluf og Ina var fælles om interessen for teatret, og det var også på Århus Teater, de første gang mødte hinanden. De var begge to aktive amatørskuespillere på Hadsten Amatørscene igennem en årrække. På Lokalarkivet er vi så heldige også at have modtaget flere scrapbøger/albums omhandlende Hadsten Amatørscene.
Den komplette billedserie fra Herluf Mørkøre Andersen (10 fotos) kan snarligt ses på Arkiv.dk, når arbejdet med registreringen er afsluttet. Og naturligvis kan materialet opleves “live” på Lokalarkivet i vores åbningstider tirsdag eftermiddag og torsdag formiddag.